Single Daily
af

Rasmus Meyer

Dansk vink om en større effektivitet i mindretallet

Op til de danske årsmøder i Sydslesvig kommer der en opfordring fra Danmark. De danske organisationer har brug for større effektivitet.
Op til de danske årsmøder i Sydslesvig kommer der en opfordring fra Danmark. De danske organisationer har brug for større effektivitet.

– Mens daginstitutionerne i Danmark kæmper med sammenlægninger og besparelser, nyder man i Sydslesvig godt af den økonomiske støtte fra Danmark.

Det siger Ronny Grünewald, der er dagtilbudsleder i Danmark, og sammen med Anders Kring udarbejdede han den såkaldte regionsmodel, der var et forsøg på at modernisere strukturen i de danske organisationer i Sydslesvig.

Ronny Grünewald ønsker, at de danske organisationer skal gå sammen om at effektivisere mindretallet, og han står ikke alene med det ønske.

– Fornyelsen skal efter min mening bestå i et stærkere internt samarbejde – eventuelt sammenlægninger af – nogle af mindretallets organisationer og foreninger, siger medlem af Folketinget og forhenværende mi-nister Bertel Haarder (V) op til årsmøderne, hvor han taler i Sct. Jørgen Menighedshus i Flensborg.

Bertel Haarder har et stort kendskab til det danske mindretal, og foruden større effektivitet efterlyser han større synlighed.

– Der er brug for større synlighed i både Sydslesvig og i Danmark. Vi må erkende, at kendskabet til Sydslesvigs fortid og nutid er uendeligt svagt blandt især unge danskere. Det bør både mindretallet og den nye generalkonsul gøre noget ved.

Christian Raabjerg Madsen (S), medlem af Folketinget og medlem af Sydslesvigudvalget, hilser ønsket om fornyelse i mindretallet velkommen.

– Det eneste alternativ til udvikling, det er afvikling, siger han.

Samtidig mener han, at fornyelsen skal komme fra mindretallet selv, men han synes ikke, at man skal sammenligne daginstitutioner i Danmark og i Sydslesvig.

– Vi ønsker, at der er danske institutioner i hele landsdelen. De små danske skoler i Sydslesvig har på mange måder en anden kerneopgave. De har en kulturopgave, forklarer Christian Raabjerg Madsen.

Han understreger, at det danske mindretal i Sydslesvig har meget med historie og tradition at gøre.

– Men tradition må ikke stå i vejen for udviklingen, siger han og medgiver med, at mindretallet har brug for fornyelse.

Men fornyelse skal ikke ske for fornyelsens skyld, siger Christian Raabjerg Madsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar