Single Daily
af

Raning Krueger

Dansk-tysk samarbejde skal give merværdi for begge

"Erklæringen om fortsat regionalt samarbejde suppleres med handlingsplan for 2017 og 2018. Men danskerne vil se resultater i samarbejdet."
"Erklæringen om fortsat regionalt samarbejde suppleres med handlingsplan for 2017 og 2018. Men danskerne vil se resultater i samarbejdet."

På trods af visse skuffelser og gnidninger skal samarbejdet mellem Slesvig-Holsten og Region Syddanmark udvides, og parterne er blevet enige om en handlingsplan for 2017 og 2018.

Det pointerede regeringschef Torsten Albig (SPD) og formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), da de tirsdag i Kiel skrev under på en fælles erklæring om det videre samarbejde. Det samme gjorde europaminister Anke Spoorendonk (SSW)og Hans Philip Tietje (V), formand for det dansk-tyske samarbejdsudvalg i Regionsrådet.
Politikerne fremhævde, at det er ti års siden, det formelle samarbejde blev indledt. Der var dog enighede om, at langt fra alle forslag og intentioner vil kunne føres ud i livet, selv om der blandt andet står tre Interreg-programmer til rådighed.
– Vi kan samarbejde på trods af uenigheder på enkelte felter. Den ene ønsker, at naboen bygger en større bro, den anden bryder sig ikke om naboens grænsekontrol. Den ny åbenhed skyldes ikke mindst SSWs regeringsdeltagelse. SSW har forstand på grænselandet, og det gavner det dansk-tyske samarbejde, sagde Torsten Albig med et smil til Anke Spoorendonk.
Europaministeren erkendte til gengæld, at det nok ikke er alle ønsker, der vil kunne realiseres, selv om hun kunne remse over en halv snes stikord om det videre samarbejde op. Over for Flensborg Avis bekræftede Hans Philip Tietje, at danskerne har en meget resultatorienteret tilgang til samarbejdet.
– Vi samarbejder ikke for samarbejdets skyld, men for merværdiens skyld. Sygehussamarbejdet med Flensborg duede ikke mere i det øjeblik, vi selv kunne behandle kræftpatienter i Vejle, sagde Hans Philip Tietje og tilføjede, at det samme gælder samarbejdet mellem universiteterne i Sønderborg og Flensborg, når interessen for visse studiefag daler.
Hans Philip Tietje betegnede i øvrigt grænsekontrollen som en nødvendighed, selv om den kunne hindre mobiliteten.
– Men den er ingen normal tilstand. Og ja, det siger jeg også til mine partifæller. Men der er selvfølgelig forskellige meninger om det spørgsmål, sagde Hans Philip Tietje. 

Samarbejdet blev tirsdag underskrevet i Kiel. Fra venstre er det Hans Philip Tietje (V), regionsformand Stephanie Lose (V), ministerpræsident Torsten Albig (SPD) og europaminister Anke Spoorendonk, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

kommentar
deling del

Skriv et svar