Single Daily
af

Ole Sørensen

Dansk, samarbejde og den danske livline

Bedre samarbejde mellem de danske institutioner og foreninger i Sydslesvig. Et øget fokus på at styrke det danske sprog syd for grænsen og samarbejdet mellem Danmark og Sydslesvig. Det var tre af de store emner ved de danske årsmøder i Sydslesvig, der i år har »Fornyelse skal der til« som det overordnede motto.

En af de nye i sydslesvigsk sammenhæng er den tidligere rektor på Haderslev Katedralskole, Lars Ko-
foed-Jensen, der nu er direktør for Skoleforeningen. I sin årsmødetale i Harreslev plæderede han for et tættere og først og fremmest bedre samarbejde blandt de danske sydslesvigere. Samt en større vilje til at løse de fælles udfordringer.

– Det pudsige er, at vi hver gang finder en sten, vi kan snuble over, og så stopper vore forsøg allerede, inden vi er kommet i gang, sagde han.

Men samarbejdet er ikke den eneste udfordring. I den seneste tid har der været stor fokus på at få udvidet brugen af dansk i foreningslivet og i institutionerne syd for grænsen. Og det er en nødvendighed, sagde kulturminister Mette Bock (LA), der afsluttede flere dages besøg i Tyskland med at deltage i de danske årsmøder.

– Men fornyelse kan også være at besinde sig, sagde Mette Bock med henvisning til årsmødeslogan’et.

– Det er for eksempel fornyelse at tænke på, hvordan sproget har det i foreningerne og måske stoppe op og sikre sig, at sproget fortsat er en vigtig kulturbærer, sagde Mette Bock.

Og der skal tales dansk i de danske foreninger i Sydslesvig, som er blandt modtagerne af en halv milliard danske skattekroner hvert år. Det slog Merete Due Larsen fast. Hun er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og medlem af Sydslesvigudvalget, der administrerer det danske statstilskud.

– Det er meget svært at forsvare, at der bruges danske skattekroner på at holde liv i for eksempel fodboldklubber, hvor det eneste danske er navnet. Så er det på tide at sige stop, sagde Merete Due Larsen.

På årsmøderne blev der talt om fornyelsen – i de kommende måneder og år skal der så forsøges at sætte handling bag ordene.

– Der skal vilje og lyst til fornyelse. Der er brug for at løfte blikket, så fornyelsen ikke bare bliver en ansigtsløftning, lød opfordringen fra det nu tidligere landdagsmedlem for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Anke Spoorendonk, da hun deltog i et årsmøde i Frørup.

De danske årsmøder i Sydslesvig fortsætter søndag med friluftsmøder i Flensborg, Slesvig og Tönning. I Flensborg er den afgående ministerpræsident i Slesvig-Holsten, Torsten Albig (SPD) hovedtaler.

kommentar
deling del

Skriv et svar