Single Daily
af

Jørgen Møllekær

En dansk rets-skandale

Spørgsmålet er, hvor længe disse upræcise telefonmaste-oplysninger har været kendt.
Jørgen Møllekær

Når man som borger bliver dømt i en retssag, skal man i et retssamfund kunne stole på, at beviserne også holder. Når kriminelle sidder i retten og lyver om, hvor de har været på et givet tidspunkt, er det derfor et fantastisk redskab, når anklagemyndigheden har kunnet dokumentere, at de allestedsnærværende mobiltelefoner fortæller noget andet. For også kriminelle går rundt med mobilen på sig døgnet rundt. Og derfor er de såkaldte teledata, der viser telefoners geografiske placering, ofte et helt afgørende bevis, fordi det i tid og sted kan fastslå, at en anklaget rent faktisk var på det pågældende gerningssted. Hvis ikke bare, at der er fejl i de data.

I Danmark suspenderede justitsminister Nick Hækkerup i august muligheden for at bruge disse teledata. For det har vist sig, at der er sket fejl, når disse store mængder af rådata har skullet omdannes. Der er sket det, at konkrete mobiltelefoner er blevet sat sammen med forkerte mobil-master. Og ikke bare nogle få gange, men som en helt grundlæggende systemfejl åbenbart. Den pågældende var altså reelt et andet sted. En såkaldt whistleblower, en tidligere ansat i Rigspolitiet, har henvendt sig direkte til justitsministeriet og advaret om, at der i årevis har været fejl i systemet. Og at der dermed i tusindvis af sager teoretisk er faldet forkert dom, hvis en anklaget reelt opholdt sig et andet sted.

Berlingske skriver, at fejl og unøjagtigheder allerede har ført til, at flere bandemedlemmer i København er blevet løsladt igen. Ikke fordi de pågældende på nogen måde er uskyldige. Men tvivlen skal altid komme enhver anklaget til gode. Spørgsmålet er, hvor længe disse upræcise telefon-masteoplysninger har været kendt internt i politiet. Seneste nye er, at en af de ansvarlige chefer i Rigspolitiets Telecenter decideret skulle have pålagt medarbejdere at lyve om, at de gennemførte kvalitetskontrol af disse teledata. En kontrol, der ikke fandt sted. Vedkommendes ansættelse stoppede også kort efter denne medarbejder-instruks. Det er i sagens natur helt galt, hvis man internt i politiet dækker over mangelfuldheder i et meget brugt bevismiddel. Vel vidende at politiet selvsagt fokuserer deres indsats mod kriminelle miljøer og ikke mod almindelige lovlydige borgere, er det her et alvorligt tillidstab til den ordensmagt, vi skal kunne have tillid til opfører sig, som man kan forvente det i en retsstat. Man kan frygte, at vi kun har set en flig af, hvor omfattende det her svigt har været.

kommentar
deling del

Skriv et svar