Single Daily
af

Jan Christensen

Dansk politi advarer tyske togrejsende på vej mod Danmark

Flensborg. Politiet ved den dansk-tyske grænse advarer nu tyske togrejsende om at krydse grænsen til Danmark, medmindre de har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål. Takket være et godt samarbejde med forskellige tyske myndigheder og Deutsche Bahn (DB) fik politiet onsdag et praj om, at mange tyske passagerer har bestilt pladsbillet på de internationale tog, der kører fra Hamborg til Danmark, og derfor frygter man nu at måtte afvise mange af dem i Padborg.

– Meget tyder på, at vore tyske naboer ikke er fuldt ud informeret om forholdene ved den dansk-tyske grænse. Selv om der er sket forskellige lempelser ved indrejse til Tyskland, har Danmark fortsat en række krav til, at udenlandske statsborgere skal have et anerkendelsesværdigt formål med at krydse grænsen mod nord, og det kunne blive et problem, forklarer vicepolitiinspektør Allan Dalager Clausen fra Udlændingekontrolafdelingen vest.

Passagererne uden en gyldig grund til at rejse ind i Danmark, vil de blive sendt med det næste tog sydpå. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Internationale tog, der krydser den dansk-tyske grænse, bliver mødt af grænsepolitiet i Padborg, og hvis passagererne ikke har en gyldig grund til at fortsætte mod nord, vil de blive sendt med det næste tog sydpå.

– Den situation vil vi meget gerne undgå, og derfor opfordrer vi tyske togrejsende til at gøre op med sig selv, om de opfylder betingelserne for at krydse grænsen, inden det er for sent. Det er jo en bitter måde at ende en togrejse på, siger Allan Dalager Clausen, der håber, at Deutsche Bahn i Hamborg vil hjælpe med til at fortælle pasagererne om reglerne for indrejse til Danmark.

Med til kategorien anerkendelsesværdigt formål hører bl.a. familiebesøg. På politiets hjemmeside er der en komplet liste over anerkendelsesværdige formål.

Samme problematik var årsagen til, at dansk politi i de senere dage har måttet afvise tyske turister, der ønskede at sejle fra Rømø til Sild og derfor blot ønskede en hurtig transitfart gennem Danmark.

– Vi ved jo udmærket, at der har været store køproblemer på grund af de mange turister, der ville med biltoget til Sild, og derfor har mange prøvet at springe køen over ved at sejle fra Rømø. Men det er ikke en anerkendelsesværdig grund til at krydse grænsen, så dem måtte vi også skuffe og bede om at vende om, siger Allan Dalager Clausen.

Det er i dagene omkring Kristi himmelfart og pinsen ikke muligt at komme til Sild uden at kunne dokumentere, at man agter tage en overnatning på øen.

kommentar 2 kommentarer
deling del

2 kommentarer

Skriv et svar