Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Danmarks omdømme

Skal, skal ikke.

Også på denne redaktion er vi til tider i tvivl om, hvornår noget skal omtales, og hvornår noget er så langt ude, så det bare burde forbigås. Sådan var det mandag morgen med historien om Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-parlamentet, Anders Vistisen. Manden foreslår i ramme alvor et tre meter højt hegn af ståltråd langs den 68 kilometer lange dansktyske grænse for at holde asylsøgere ude.

Det er ikke længe siden, vi sad med samme overvejelser, da Søren Espersen, DFs udenrigspoltiske ordfører og formand for det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, ikke kunne forstå dem, der ikke vil et Danmark til Ejderen. Skulle vi ikke bare forbigå den slags tåbelige udtalelser med dyb og andægtig tavshed. Det hverken kan eller skal vi.

Læs mere: DF: Vi skal ikke tage hensyn til det omdømme Danmark får i udlandet

Dansk Folkeparti har betydelig indflydelse på den førte politik i Danmark, ikke mindst på udlændingeområdet. Når man samtidig er det parlamentariske grundlag for den aktuelle mindretalsregering og i øvrigt har opbakning fra 15-20 procent af vælgerne, så vedrører det os alle sammen, hvad dette parti går rundt og mener. Også selvom 80-85 procent af befolkningen i Danmark og henved 90-95 procent af befolkningen i Tyskland lægger stor afstand til den slags højrenationalistiske tankegods, der sprænger alle grænser for sund fornuft.

Det er derfor godt, at Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen nu lægger luft til sin partikollega i Strassbourg. Grænsehegn med overvågningskameraer og bevægelses-censorer er ikke officiel DF-politik. Tak for det. Det er bare for sent, skaden er sket.

Landsdækkende tyske medier har igen oplyst den tyske befolkning om dette seneste politiske stunt fra DFs side. Flensborg bys talsmand, Clemens Teschendorf, ramte fuldstændig plet, da han i tirsdagsavisen udtrykte: »Ærligt talt synes vi ikke længere det er sjovt med de udmeldinger.« Det er lige på kornet. Når Danmark nu igen omtales dybt negativt syd for grænsen, så er det ikke kun ikke sjovt længere. Det koster også.

Omdømme er svært at måle i kroner og ører. Men offentligheden i Danmark skal bare være klar over, at for hver gang en uansvarlig politiker, der repræsenterer et parti med betydelig indflydelse, siger noget sludder, så bliver det noteret. Selvfølgelig skal man aldrig føre det, som man betragter som nødvendig politik, ud fra, hvor populær eller upopulær man bliver andre steder.

Men man må også gerne bruge indersiden af hovedet fra tid til anden. Det er klart, at Vistisen reelt godt ved, at der aldrig kommer ståltråd mellem Danmark og Tyskland. At hans primære formål har været at tale til partiets eget vælgerpotentiale. Men hvorfor altid den laveste fællesnævner? Bare fordi nogle synes, et hegn må være den ultimative løsning, så gælder det vel trods alt næppe alle DFs vælgere?

Dernæst er der at sige til Sydslesvigs gode ven Martin Henriksen, at hans parti da afgjort også har et ansvar for, hvordan Danmark opfattes ude i verden. Når han nu decideret erkender, at et hegn af ståltråd måske ikke ligefrem er nogen smart løsning, så kunne man vel også have stoppet Vistisen. Kalkulen er desværre en anden.

Når man lader politikere i andet og tredje geled sige den slags sludder, er det velsignet af partitoppen. En partiformand Thulesen Dahl er sig meget bevidst om ikke at blive fedtet ind i den slags fordummende polemik. Det må man i hvert fald udlede, når ledelsen i DF ikke straks mandag formiddag efter Vistisens udsagn i Politiken lagde luft til partikollegaen.

Læs mere: Ekspert: Meget blokerer for useriøst DF-forslag om grænsehegn

Det kan godt være, at det virker overfor egne vælgere.

Hvor vi dog krummer tæer her i Sydslesvig over denne fornyede omkostning mellem vore lande.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar