Single Daily
af

redaktionen

»Danmark-Methode« – positivitet og tillidsbaseret ledelse kan overvinde alt

Revisor og forfatter Ralph Böttcher har lært at forstå - og drage nytte af - den særlige danske tillidsbaserede ledelsesstil. Det har han skrevet en bog om, der netop er udkommet.
Revisor og forfatter Ralph Böttcher har lært at forstå - og drage nytte af - den særlige danske tillidsbaserede ledelsesstil. Det har han skrevet en bog om, der netop er udkommet.

Af Kasper Skovse

Den 26. november 2013 klokken 15.05. Den dato og det klokkeslæt har ætset sig ind i revisor og forfatter Ralph Böttchers hukommelse. Det var den dag, det tidspunkt, da hans daværende partnere kom ind på hans kontor i deres fælles revisorfirma, stille lukkede døren bag dem og fortalte, at de ikke ville samarbejde med ham længere.

»Vi smider dig ud eller deler virksomheden: Reel bodeling. Du får et brev fra vores advokat«, som Ralph beskriver ordvekslingen i sin nye bog »Den tyske iværksætter, der forelskede sig i Danmark«, med undertitlen: »Derfor er danskerne min største inspiration«, som han netop har fået udgivet.

Tysk mentalitet var ikke nok

– Jeg er en tysker med tysk mentalitet, men havde jeg prøvet at takle den situation på den typiske tyske måde, så var det ikke lykkedes, fortæller Ralph, og han har ellers opnået stor ekspertise i at overvinde livsomvæltende episoder. I 2007 blev han anholdt og siden dømt for bedrageri. Hvilket i langt de fleste tilfælde ville have betydet farvel til revisorbranchen, men Ralph ikke alene overvandt situationen, han skrev også bogen »Fængslet revisor« om episoden og holdt foredrag om det.

– Den første bog var en bog om mine oplevelser og et ærligt forsøg på at fortælle andre om mine fejl, så de undgik at komme i samme situation. Den nye bog er mere professionelt gennembearbejdet og handler om min danskinspirerede ledelsesfilosofi, siger Ralph.

– Jeg kalder det Danmarks-metoden, og jeg har udgivet bogen på tysk og udgivet den i Tyskland, så andre kan få et indblik i, hvor langt man kommer med danske ledelsesprincipper.

»Die Danmark-Methode«, som den hedder på tysk, er kraftigt inspireret af hans oplevelser med hans afsked med de tidligere partnere, og hvordan den særegne danske tillidsbaserede ledelse holdt ham på sporet. For Ralph tror, trods bitre livserfaringer, stadig på det gode i mennesket. Og da alt var sort, viste hans medarbejdere ham samme tillid, den samme støtte, som han dagligt viser dem.

Ralph Böttcher er revisor og medindehaver af DanRevision. Foto: Tim Riediger

Ralph Böttcher er revisor og medindehaver af DanRevision. Foto: Tim Riediger

Tillid går begge veje

– Hvis du viser dine medarbejdere tillid og tror, at de nok skal yde deres bedste, uden at du står og fortæller dem, hvordan alting skal gøres, så gør de det. Det er typisk dansk og noget, vi tyskere kan lære meget af, siger Ralph, der ser store udfordringer i horisonten for de erhvervsledere, der ikke er klar.

Det gælder blandt andet digitaliseringen, hvor Danmark ifølge Ralph er ti år foran Tyskland. Han er sikker på, at hvis ikke tyske erhvervsledere lærer at håndtere de nye generationer, der ofte sætter personlig udvikling og tillidsbaseret ledelse over løn og forfremmelse, så kommer de til at mangle de livsnødvendige højtspecialiserede medarbejdere, når alt rutinepræget arbejde er automatiseret.

– Du skal turde stole på folk, hvilket ligger mere til den danske mentalitet end den tyske. Men jeg har så også opdaget, at i virkeligheden er vi sket ikke så forskellige, vi danskere og tyskere. Vi er lige så nervøse for at arbejde med dem på den anden side af grænsen, for tænk nu hvis de synes, at mit tyske er dårligt, eller de opdager, at jeg ikke taler dansk, men vi er jo alle mennesker.

Ralph Böttcher

Ralph Böttcher er direktør for Danrevision i Hanved (Handewitt).

Hans bog »Die Danmark-Me-thode« eller på dansk »Den tyske værksætter, der forelskede sig i Danmark« er udgivet af det danske Skriveforlaget og udkom den 28. marts.

Bogen kan købes i både danske og tyske boghandler og på Amazon.

Klovnenæse som isbryder

Ralph Böttchers DanRevision beskæftiger sig i 99 procent af tilfældene med danske virksomheder, der vil ind på det tyske marked, og hans succes med at føre dem sammen med nye tyske partnere bygger primært på, at han ser muligheder, ikke begrænsninger, og at han altid søger det positive.

– Det er også derfor jeg bedre kan lide Facebook end nyhedsudsendelser. På Facebook møder du ikke alt det, der ikke virker, for du præsenteres altid for den bedste variation af folks liv, siger han.

Det er også derfor, han altid har en klovnenæse i sin taske. For det kan godt være, at især tyske erhvervsledere finder ham dybt uansvarlig, når han i en forhandling, der er ved at gå i hårdknude, tager klovnenæsen på. Men når de så alle har rystet på hovedet af hans idioti, er stemningen en helt anden. Luften er renset, og folk forhandler på en ny, mere givtig måde.

Hvilket er grundessensen i hans liv, i hans virksomhed og i hans bog.

– Negativitet virker ikke. Hvis du tør tænke positivt og behandle folk godt, så lykkes ting. Det kan I bedre i Danmark, og det er det, jeg forsøger at lære tyske erhvervledere.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar