Single Daily
af

Lennart Adam

Dækker borgerkrig i Mellemøsten fra lejlighed i Flensborg

Fra sin lejlighed i Flensborg sender den kurdiske aktivist og journalist Ahmad K. nyheder og advarsler mod tyrkisk propaganda til sin syriske hjemby Afrin.
Fra sin lejlighed i Flensborg sender den kurdiske aktivist og journalist Ahmad K. nyheder og advarsler mod tyrkisk propaganda til sin syriske hjemby Afrin.

Ahmad K. sov ikke godt den foregående nat.

– Jeg mistede kontakt med fire af mine venner i Afrin. Jeg har ingen anelse om, hvad der er sket med dem, siger han og ser ud af vinduet i sin lejlighed i Flensborg.

Kurderen, der har boet i Flensburg i to år, har i det hele taget ikke sovet godt i de sidste par uger. Mere præcis siden det tidspunkt, da tyrkiske tropper invaderede hans syriske hjemby Afrin.

– At se, hvordan tyrkiske tanks rullede ind i min by, var svært at bære. Det var som en grim drøm, siger han.

Da han havde overvundet det første chok, ramte skuffelsen ham.

– De vestlige lande har forladt Afrin, og de overlod kurderne i Syrien til deres egen skæbne, siger Ahmad.

Kamp imod propaganda

– Siden den tyrkiske hær og nogle islamistiske grupper overtog regionen, er der ingen fri presse længere. De prøver at sprede propaganda og fake news i området samt i Tyrkiet og Europa. Det er farligt, fordi det stærkeste våben er og forbliver information, forklarer Ahmad.

Han vil gerne vise et andet billede. Sammen med andre journalister fra området driver han fra sin lejlighed i Flensborg en online nyhedsside kaldet Afrin Media Center. Flere tusinde mennesker modtager her flere gange dagligt nyheder og meldinger om aktuelle udviklinger i situationen i Afrin og omegn.

Ahmad har opbygget et informationsnetværk kaldet Afrin Media Center. (Foto: Martin Ziemer)

Ahmad har opbygget et informationsnetværk kaldet Afrin Media Center. (Foto: Martin Ziemer)

Mens tyrkiske medier viser billeder af tyrkiske soldater, der leger med børn fra Afrin, distribuerer Ahmad billeder af tyrkiske soldater, der affyrer deres våben i landsbyer. Billeder af ødelagte huse, tilskadekomne børn og flygtningekonvojer fyldt med folk, der forsøger at forlade regionen. Ofte taget af privatpersoner med deres mobiltelefoner.

– Vi er i kontakt med flere lokale NGOer og forsøger at få oplysninger direkte fra hospitalerne om antallet af tilskadekomne og dræbte mennesker. Men det bliver fra dag til dag mere og mere svært at få informationer, forklarer han.

Farligt arbejde

Hele nætter sidder han og indsamler informationer og nyheder, som han så lægger ud på internettet. Han er klar over, at han dermed skaber sig fjender.

– I Flensborg føler jeg mig i øjeblikket sikker, men jeg ved også, at den tyrkiske indflydelse rækker meget langt, og at Erdogan tager drastiske midler i brug mod aktivister som mig. Men jeg fortsætter med at skrive, for det er det eneste, jeg kan gøre lige nu. Ikke kun fordi jeg er kurder. Jeg er også demokrat, og det, der sker i mit hjemland, modarbejder enhver demokratisk orden, siger han.

For Ahmad er det ikke første gang, at han er truet på grund af sit arbejde. Han læste journalistik i den syriske hovedstad Damaskus, hvor han et år før krigen blev fængslet for at kritisere den syriske præsident Bashar al-Assad. I Tyrkiet arbejdede han som journalist for en kurdisk radiostation, der bragte kritiske indlæg om radikaliseringen af islam og krigen i Syrien.

Intet håb

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan mener, at byen Afrin nu er blevet befriet.

Ahmad mener, den er død.

– Nu da Erdogan har regionen under sin kontrol, vil han ikke give den tilbage. Og selv om han gør, vil byen ikke være den samme længere. Afrin var en smuk, åben og sekulær by. Kvinder var frie, og du kunne også drikke alkohol. Nu får jeg sendt de første billeder af veninder, der nu skal bære hijab. Selv terrorister som IS er i øjeblikket ved at få fodfæste i byen igen. Det er svært at bære, siger Ahmad.

kommentar
deling del

Skriv et svar