Single Daily
af

Tilla Rebsdorf

CDU har trukket støtten til Simone Lange: – Nu er det nok

De var så gode venner en gang, De Grønne, CDU og socialdemokraterne, da de i treenighed bakkede op om Simone Lange ved valget til overborgmesterposten. Nu trækker CDU sin støtte.
De var så gode venner en gang, De Grønne, CDU og socialdemokraterne, da de i treenighed bakkede op om Simone Lange ved valget til overborgmesterposten. Nu trækker CDU sin støtte.

Den konservative fløj i byrådet har gennem den seneste tid set med bekymring på den socialdemokratiske overborgmester Simone Langes mange aktiviteter uden for bygrænsen, der ikke har meget med byrådspolitik eller Flensborgs ve og vel at gøre.

Fredag havde CDU fået nok og partiets byrådsgruppe trak helt officielt sin støtte og opbakning til overborgmesteren i Flensborg tilbage.

– Nu er det nok. Det første stød kom, da hun gik enegang og valgte at kandidere til posten som SPD-formand i Berlin uden at have talt med os om det først. Da hun så for nylig bekendtgjorde, at hun støttede det socialistiske Wagenknecht-Initiativ »Aufstehen«, har vi valgt at distancere os fra Simone Lange. Hvis hun gerne vil profilere sig politisk på landsplan, er det fint med os. Vi har en egnet kandidat til hendes post, skriver CDUs gruppeformand, Arne Rüstemeier, i en pressemeddelelse.

Han har hele byrådsgruppen bag sig, for Simone Langes flirten med venstrefløjen er ikke lige konservativ stil.

– Da vores samarbejde begyndte, var overborgmesterens politiske linje mere i en borgerlig retning. Sådan er det ikke længere, konstaterer Arne Rüstemeier.

Det såkaldte Wagenknecht-initiativ »Aufstehen« er en sammenslutning af politiske aktører uanset kulør, der vil gøre et forsøg på at bremse højrefløjens fremmarch. Det er en bevægelse, der er opstået på venstrefløjen og på initiativ af gruppeformanden for partiet Die Linke i forbundsdagen i Berlin, Sahra Wagenknecht.

Simone Lange mener dog ikke, at hendes tilslutning til det, bør ødelægge samarbejdet i Flensborg.

– Det var bestemt ikke min hensigt, at dette skulle komme til at stå i vejen for samarbejdet i byrådet. Jeg er overborgmester for alle i byen og vil også kunne engagere mig socialt, siger Simone Lange, der ikke er bekymret for sit politiske liv på rådhuset.

– Politik lever nu en gang af, at der er forskellige holdninger og meninger. Det er en del af vores demokrati, siger hun.

Gruppeformanden for CDUs landdagsgruppe i Kiel sagde tirsdag, at Simone Lange ikke kan være formand for SPD i Slesvig-Holsten og samtidig overborgmester i Flensborg, hvor hun ved borgmestervalget blev støttet af flere partier, deriblandt CDU. Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa

Den konservative fløj i byrådet har gennem den seneste tid set med bekymring på den socialdemokratiske overborgmester Simone Langes mange aktiviteter uden for bygrænsen, der ikke har meget med byrådspolitik eller Flensborgs ve og vel at gøre. Foto: Bernd von Jutrczenka/dpa

kommentar
deling del

Skriv et svar