Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Bydel står sammen om at mindes forfulgte jøder

Det er i år 80 år siden, at den jødiske familie Wolff i Flensborg-bydelen Sporskifte blev opsøgt af Gestapo. Familien blev jaget fra deres gods og den tilhørende kibbutz, der reddede mange unge jøders liv. Møde torsdag viste, at bydelen på mange måder vil værne om mindet.
Det er i år 80 år siden, at den jødiske familie Wolff i Flensborg-bydelen Sporskifte blev opsøgt af Gestapo. Familien blev jaget fra deres gods og den tilhørende kibbutz, der reddede mange unge jøders liv. Møde torsdag viste, at bydelen på mange måder vil værne om mindet.

For 80 år siden natten mellem den 9. og 10 november sendte Flensborgs gestapochef, Hinrich Möller, sine folk ud til godset Jägers­lust i Flensborg-bydelen Sporskifte (Weiche). Ganske få timer senere var den jødiske familie Wolff gennembanket, sendt på flugt eller fængslet. Samme skæbne led en række unge, der var kommet til godset for at redde livet og slippe helskindet ud af Nazityskland til Palæstina.

I dag er Jägerslust en del af det naturfredede Stiftungsland Schäferhaus. Familien Wolffs hjem er for længst revet ned. Overgrebet mindes med små informationstavler og tre snublesten (Stolpersteine) for Käte Wolff og hendes to døtre, der alle omkom i koncentrationslejre.

– Men det hele ser noget forsømt ud. Der gror alger på skiltene, og haven omkring mindestedet er groet til. I 80-året for overfaldet synes jeg, at vi skal stå sammen om at finde en fælles og værdig måde at mindes familien Wolff på, sagde Siggi Pfingsten, lokal SSWer og medlem af bydelsforummet Gesunder Stadtteil Weiche. Det gjorde han torsdag i bydelens danske forsamlingshus over for en række indbudte gæster, der alle har med Stiftungsland Schäferhaus at gøre.

Mødedeltagerne på åstedet for forbrydelsen. De er enige om, at der skal gøres mere for at gøre Jägerslust og historien bag synlig. Foto: Lars Salomonsen.

Mødedeltagerne på åstedet for forbrydelsen. De er enige om, at der skal gøres mere for at gøre Jägerslust og historien bag synlig. Foto: Lars Salomonsen.

Besøg fra New York

Fra alle sider blev initiativet budt velkommen. De lokale menigheder repræsenteret ved tre præster går alle ind for en ide at lade konfirmander tage del i arbejdet med at passe stedet og samtidig lære om nazitiden gennem det lokale makabre overgreb.

Pensioneret journalist Bernd Philipsen, der har skrevet en bog om Jägerslust, havde en ide til, hvordan man kan højtideligholde 80-året for pogromnatten.

– Jeg har for ganske få dage siden fået en opringning fra en Daniel Abraham fra New York. Han er søn af en afdød jødisk elev på Jägerslust. Hun blev overfaldet hin nat og blev fængslet i Flensborg. Var det ikke en ide at invitere ham til Flensborg for at være taler ved højtideligholdelsen, spurgte Philipsen forsamlingen og fik mange nik til svar.

Flensborg Avis interviewede i 1966 den eneste overlevende fra Wolff-familien, Alexander Wolff. Artiklen er et dokument i efterforskningen af den tragiske historie. Vi bringer det in extenso i dagens avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar