Single Daily
af

Jørgen Møllekær

»Det burde vi måske tænke over sådan en varm sommermorgen«

Dagens kronik er en gengivelse af den tale, som chefredaktør Jørgen Møllekær i går torsdag holdt ved den årlige markering af 
slaget ved Isted.
Dagens kronik er en gengivelse af den tale, som chefredaktør Jørgen Møllekær i går torsdag holdt ved den årlige markering af 
slaget ved Isted.

Så står vi her igen – Isted-dagen. På en allerede dejlig varm sommermorgen her i fredfyldte Flensborg. Der er sommerferie og hedebølge oveni. Vi taler om klima på den ene side og på bagsiden af Flensborg Avis har man i denne uge på den anden side kunnet læse om at salget af is og rosevin eksploderer. At vi skal huske også at drikke masser af vand de kommende dage og passe på at vore kæledyr ikke får hedeslag.

Jo, der er mange vinkler på livet. Og selvfølgelig skal vi også give hinanden rum til at slappe af og nyde sommervarmen og de deraf følgende småproblemer. Netop derfor er det godt med denne mindestund den 25. juli. Vi danskere her på Flensborg gamle kirkegård og i eftermiddag den tyske ceremoni i Isted. At få perspektiverne på plads.

Det at holde sig for øje, hvad der skete dengang og at forsøge at tolke det ind i vores nutid, bliver ikke mindre vigtigt med årene. Måske snarere tværtimod. Slaget ved Isted nord for Slesvig denne morgen i 1850 er og forbliver (forhåbentlig) Danmarkshistoriens største slag. Nogle af de mange faldne danske, preussiske og østrigske soldater ligger her stadig den dag i dag som et tragisk vidnesbyrd om datidens kortsigtede nationalisme. For hvad var det der skete dengang og hvad kan vi – måske – bruge det til i dag.

I Danmark var der en stærk gryende nationalisme op til tre-årskrigen 1848-1851. Og faktisk ikke kun i Danmark, men flere steder i Europa i 1830 og 40erne gryede den nationale selvbevidsthed. I Danmarkshistorien er navne som Orla Lehman og D. G. Monrad kendte som nogle af de toneangivende nationalliberale kræfter, der ønskede en fri forfatning og som koste hvad det ville fastholdt tanken om et stort Danmark helt ned til Ejderen.

Overfor tanken om et samlet Slesvig under dansk herredømme stod som bekendt en tilsvarende kompromisløs tysk nationalisme i Slesvig og Holsten. De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede hertugdømmerne Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat.

I en tid med nationale vækkelser overalt gik der storpolitik i denne dybest set lille regionale kamp om dansk eller tysk i vores grænseland. Danmark kom sejrrigt ud af slaget ved Isted og vandt tre-års-krigen. For så til gengæld at få endnu større tab og dybe nationale sår i 1864. Monrad og Lehman var langtfra de eneste, der slog på at vi skulle fastholde Danmark til Ejderen. Ikke så langt herfra i Kolding findes der den dag i dag en vej opkaldt efter en af de sydjyske forkæmpere for konfrontationen med tyskerne. Carl Ploug hed han. Født og opvokset i Kolding og student herfra i 1829. Han tog som ganske ung til København og læste bl.a. teologi og historie og blev politisk aktiv i denne nationalliberale vækkelse. Han blev i 1841 chefredaktør for avisen »Fædrelandet«, som var toneangivende i kampen om at ville fastholde Danmarks territoriale storhed. Eller i hvert fald det, der på det tidspunkt var tilbage.

Fra denne position som redaktør spillede Carl Ploug en hovedrolle som formidler af de nationalliberale idéer til offentligheden.

Ligesom vi i dag har spin-doktorer, der forsøger at sælge en regerings budskaber, var det altså dengang en politisk agiterende journalist, der helt afgørende formede de holdninger og den viden, som danskerne havde om sig selv og forholdet til naboerne i syd. Carl Ploug blev også sidenhen valgt til den grundlovgivende rigsdagsforsamling i 1848. Han var medlem af Folketinget fra 1854-1858 og derefter medlem af Landstinget fra 1858-1890, da han stoppede som 77-årig.

Jeg skal ikke på nogen måde gøre mig til dommer over Carl Ploug eller nogle af de andre, der havde afgørende indflydelse på historiens gang dengang. Man kan begynde med at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man mon selv havde ageret og tænkt, hvis man havde levet i samtiden, hvis man skulle prøve at forestille sig, hvilke meget begrænsede muligheder man jo havde for at være godt informeret.

Det var vel ikke helt uforståeligt at man kunne ønske sig at fastholde hele Slesvig til Ejderen, når man i 1840erne kunne se tilbage på den dengang nyere historie om et Danmark, der også havde haft styr på Norge og Sverige for – set med datidens øjne – ikke så forfærdelig længe siden.

Men Carl Ploug og alle de andre tog jo fejl, ved vi. Nationalisme har to sider. Den gode side, hvor man insisterer på at fastholde og dyrke sin kulturelle egenart. Det har vi alle også den dag i dag ikke kun lov til. Vigtigheden af at fastholde dansk sprog og kultur er vi et par stykker her i Sydslesvig, som har ganske mange meninger om. Selvfølgelig må og skal man både fastholde og dyrke sin egen kultur og sit eget sprog. Men aldrig på bekostning af andre. For nationalisme har desværre også den stærkt uheldige side, den der handler om, at det at stamme fra et bestemt sted eller en bestemt kulturkreds skulle indikere, at man er bedre, vigtigere eller klogere end andre steder i verden.

For det var jo dybest set dansk storhedsvanvid, der førte til nederlaget i 1864.

Danskerne fulgte de nationalliberale tankegange dengang. I det omfang man i øvrigt havde noget at skulle have sagt. Det at alle mænd og kvinder kunne stemme, blev jo først indført med grundlovsændringen i 1915.

Og hvad så med vores egen nutid? Hvis man ser på de seneste valg rundt omkring, så er billedet mildt sagt broget. Ved folketingsvalget i Danmark i juni på Grundlovsdag var der igen stort fokus på de partier, der hylder en indadvendt nationalisme. Og alligevel valgte danskere i stor grad at vende ryggen til disse partier med deres kortsigtede retorik om et Danmark stort set kun for danskere. Tværtimod blev de klassiske folkepartier Socialdemokratiet, Venstre og de Radikale styrket. Jeg skal ikke lægge skjul på en glæde fra mange her i Sydslesvig over at kunne konstatere, at valgresultatet fra 2015 tilsyneladende ikke stikker dybere. At nok er nok i forhold til at vende sig væk fra omverdenen. Det var et godt valg, kære danskere i nord. Men sådan er det ikke alle steder. Prøv at se til Ukraine. Eller prøv at se til London så sent som i går. Det er ganske forunderligt at så mange vælgere i en oplyst tid sætter deres lid til dem, der med få ord mener at kunne løse alle problemerne.

I Ukraine var der parlamentsvalg i søndags. Vælgerne vragede de gamle politikere. Og gav det helt nye parti »Folkets tjenere« et parlamentarisk flertal. Altså første gang dette nye parti stillede op til parlamentsvalg overhovedet. Hvis det var sket i Danmark eller Tyskland ville betegnelsen jordskredsvalg næppe være dækkende. Ukraine er voldsomt presset og befolkningen er voldsomt presset. De ønsker sig intet mere end en større tilknytning til os i Vesteuropa, de vil gerne ind i EU og væk fra det gamle sovjetrussiske åg.

Men Ukraine er ikke kommet godt videre efter Murens fald. Oligarker og mafia-lignende sammenslutninger korrumperer landet, og også politikerne er korrupte. Det er derfor, at befolkningen i så voldsom grad skifter de gamle politikere ud. Vælger en komiker som præsident og oven i købet giver ham flertal i parlamentet. Det er forståeligt nok, men spørgsmålet er, om præsident Zelenskij, som han hedder, kan løse tingene bare sådan her. Men Zelenskij har ordet i sin magt og taler i overbevisende og forståelige vendinger. Og det er nok for ukrainerne. Jeg forstår dem egentlig godt, med den situation de står i.

Til gengæld har jeg tiltagende svært ved at gøre mig klog på briterne. Siden i går har de fået sig en ny premierminister igen. Uden sammenligning i øvrigt og med dyb respekt for de mange forskelligheder: Der er en bekymrende parallel mellem hvordan en Carl Ploug eller en prøjsisk bannerfører opildnede deres egne befolkninger dengang, og så til hvad der sker både i Ukraine og i Storbritannien. Virkeligheden er kompleks og der findes ingen nemme løsninger. Men det er som om vi i en stadig mere globaliseret, digitaliseret og sammensat verden vælger det fornuftige fra.

I gamle dage – før smartphone og internettet – vidste vi langt mindre om hvad hinanden egentlig tænkte og mente. Man kan derfor argumentere for, at det dengang på Carl Plougs tid nok har været nemmere at forføre folk med bastante og umiddelbart overbevisende meninger. At en komiker nu har magten i et stort land med 45 millioner indbyggere midt i Central-og Østeuropa er – givet Ukraines nyeste historie – også delvist til at forstå.

Men hvordan kan et oplyst britisk folk med deres stolte lands historie blive ved med at gå fra den ene statskrise til den næste. Ploug, Zelenskij og Boris Johnson er alle meget slagfærdige og retorisk overbevisende. Nu klarer vi lige den Brexit på tre måneder, forener landet igen og banker Labour ved næste valg. Sådan sagde Johnsen på få sekunder, da han blev valgt som partiformand i tirsdags, og de konservative partimedlemmer klappede. Ikke at Johnson skal beskyldes for at være aggressor i den forstand, at han er interesseret i konflikter, der kan ende som de gjorde dengang i Isted. Slet ikke. Men tilgangen er den samme: Vi vil selv og kan selv og vil ikke de andre mere. Den måde at løse samfundsudfordringer på, fører sjældent noget godt med sig.

Det er måske det, vi burde tænke lidt over sådan en varm sommermorgen mellem de gamle kriger-grave her i Flensborg.

Æret været de faldne soldaters minde. Både de danske, de preussiske og de østrigske. Tak for ordet.

Jørgen Møllekær er chefredaktør på Flensborg Avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar