Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Brandenburger Tor bliver ikke lyst op for ofrene i Skt. Petersborg

Brandenburger Tor i Berlin er tidligere blevet beklædt i forskellige landes nationalfarver for at vise sympati med ofrene for et terrorangreb. Men porten bliver ikke lyst op i Ruslands nationalfarver efter et angreb i Skt. Petersborg mandag.

Det skriver dpa.

14 personer er døde og næsten 50 mennesker er såret efter et bombeangreb i en metro i Ruslands næststørste by. Bomben bliver betragtet som et terrorangreb af den russiske regering.

Ifølge en talsperson for senatet bliver Brandenburger Tor ikke klædt i det russiske flags farver, fordi Skt. Petersborg ikke er en af Berlins partnerbyer.

Det er kun i sjældne tilfælde, porten bliver lyst op for at vise sympati med byer, som ikke er en partnerby.

Byport lyst op flere gange

Det er ikke længe siden, Brandenburger Tor blev lyst op i farverne blå, rød og hvid.

London er en af Berlins partnerbyer og for omkring to uger siden blev den britiske hovedstad ramt af et terrorangreb. For at vise sympati med ofrene blev porten klædt i det britiske flags farver.

Brandenburger Tor blev lyst op i det britiske flags farver den 23. marts. Oplysningen blev brugt til at vise sympati med ofrene for terrorangrebet i London. Foto: Paul Zinken/dpa.

Derudover blev Brandenburger Tor også klædt i nationalfarver efter angreb i Paris, Bruxelles og Istanbul, som alle er nogle af Berlins partnerbyer.

Tidligere lyst op for ikke-partnerbyer

Tidligere er Brandenburger Tor blevet klædt i nationalfarver for at vise sympati med ofre efter angreb i en by, som ikke er en af Berlins partnerbyer.

Læs mere: En tysker er blandt de skadede efter London-angreb

Det skete blandt andet da en tilhænger af terrorbevægelsen Islamisk Stat udførte en massakre på en natklub for homoseksuelle i Orlando i Florida sidste sommer. Her døde omkring 50 mennesker. Brandneburger Tor blev lyst op i regnbugerfarver tilsvarende det ikoniske flag for homoseksuelle.

 

 

Efter et terrorangreb i den franske havneby Nice sidste sommer blev porten ikke brugt til at vise sympati. Her kørte en lastbil ind i en større menneskemængde. 84 personer døde.

Brandenburger Tor blev heller ikke lyst op, da en nynazist i Québec i Canada skød seks mennesker i moské tilbage i januar.

 

Byen Skt. Petersborg

  • Skt. Petersborg er grundlagt af den russiske kejser Peter den Store i 1703.
  • Det var frem til den kommunistiske revolution i 1917 hjemby for zaren.
  • Byen blev omdøbt og fra 1917 til 1924 kaldt Petrograd.
  • Fra 1924 til 1991 hed byen Leningrad.
  • Efter kommunismens fald fik byen i 1991 sit gamle navn tilbage: Skt. Petersborg.
  • Byen er Ruslands næststørste med cirka fem millioner indbyggere.
    Kilde: Den Store Danske/Ritzau.

 

 

kommentar
deling del

Skriv et svar