Single Daily
af

Trine Flamming

Borgmesterpligter, bier og børnebørn

Gudrun Lemke tager sig af tusind ting og gør det gerne. Ad åre vil hun dog skære ned på noget af det - for at få tid til andet. Først skal hun lige fejre 70-års fødselsdag.
Gudrun Lemke tager sig af tusind ting og gør det gerne. Ad åre vil hun dog skære ned på noget af det - for at få tid til andet. Først skal hun lige fejre 70-års fødselsdag.

 
Gudrun Lemke er vant til at være i vigør.

Som yngre havde hun fire børn og et landbrug at passe, hun har passet posten som gruppeformand for Sydslesvigsk Vælgerforening i Slesvig-Flensborg Amt gennem en årrække, i snart 30 år har hun passet sit arbejde i kommunerådet, og siden 2013 har hun også passet posten som borgmester i Jardelund.

Desuden har hun flere tusinde bier at passe, hun er med til at passe det lille lokale Christian Lassens Mindemuseum, og hun springer selvfølgelig også til, hvis der er brug for, at et barnebarn skal passes.

Og når hun engang får mindre at se til, har Gudrun Lemke også tænkt sig at passe sine kreative sysler.

 

Sidste periode

Gudrun Lemke blev borgmester i Jardelund året efter, at hendes mand døde.

Hun er glad for opgaverne og for at have et dagligt program, men denne periode bliver hendes sidste som borgmester, pointerer hun. Og faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle genvælges i 2018:

– Jeg havde egentlig kun planlagt fem år, men vi var begyndt på flere nye ting, og så vil man også gerne se, hvad der kommer ud af dem, siger Gudrun Lemke.

Og da de andre folkevalgte på den kommunale liste WGJ, som også Gudrun Lemke stillede op for, pegede på hende som borgmester, modtog hun genvalg.

– Men det er meget tidskrævende. Og jeg har også hobbyer, jeg gerne vil have tid til, forklarer hun.

 

Mens jeg kan

Gudrun Lemke maler, laver keramik, syr, strikker, og så har hun seks børnebørn i alderen et til 20 år og fire børn, som hun også gerne vil bruge sin tid på.

– Jeg vil gerne nyde børnebørnene, mens jeg kan. Man ved ikke, hvor længe man er rask og frisk, siger hun.

Hun vil også gerne fremover yde frivilligt arbejde i Christian Lassens Mindemuseum, for det er en opgave, som hun finder både spændende og vigtig.

– Museet har stor betydning for vores lille by. Det fortæller landsby-, mindretals- og familiehistorie. Det er nogle rigtig fine historier, siger Gudrun Lemke.

Museet, som er ejet af Fælleslandboforeningen for Sydslesvig, er i øvrigt grund til, at hun i foråret stillede op – og blev valgt – som næstformand i Fælleslandboforeningen.

 

Lange rejser

Når Gudrun Lemke ad åre trapper ned på de faste opgaver, får hun også mere tid til eksempelvis at rejse.

Hun rejser gerne med en gruppe, men hun tager også gerne alene af sted på lange ture med sin autocamper.

For to år siden kørte hun 6000 kilometer, da hun besøgte Lofoten, og sidste år gik turen til Lapland. Hun beslutter fra dag til dag, hvad hun skal hvorhenne – alt afhængigt af vejr og vind, campingpladser og seværdigheder.

I år ville hun have været til Bretagne, men nøjedes med Østtyskland, fordi hun også ville være med til indskolingen af børnebørn midt i august og dermed ikke havde så meget tid. På grund af bierne er det nemlig først muligt at tage af sted sidst i juli, forklarer hun.

 

To dage med fest

Den 29. september fylder Gudrun Lemke 70 år, men med alt det, hun har at se til, har hun »ikke tid til at tænke over det«.

Hun er dog helt overbevist om, at alderen ikke skal have lov at tynge hende.

– Jeg har ikke lyst til at sidde i en sofa og se fjernsyn. Så længe jeg kan, vil jeg også gerne lave noget. Og det må gerne være besværligt. Så ved man, hvorfor man har ondt bagefter. Men jeg vil ikke tænke på, hvor længe jeg kan klare mig, og hvor længe jeg kan blive ved, siger hun.

Gudrun Lemke kender mange mennesker, og den store omgangskreds udmønter sig i gæstelisten til fejringen af hendes 70-års dag.

Jardelunds borgmester har nemlig booket det lokale samlingssted, Dorfhalle, og fejrer to dage i træk – »når nu der alligevel er pyntet op« – først lørdag med 45 til familiefest og så søndag med 60 venner og bekendte.
 

kommentar
deling del

Skriv et svar