Single Daily
af

Thomas Schumann

Bombe fundet i Hamborg havn

Mandag morgen opdagede et skib i Hamborg havn andet end krabber og muslinger, da det var ved at suge sand op fra havbunden. Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa fandt man en bombe fra Anden Verdenskrig i vandet.

Bomben vejer 220 kilo og sprængstofeksperter forbereder netop nu hvordan den skal desarmeres.

Det sker jævnligt, at der dukker gamle bomber op i Tyskland. Den 19. januar fandt dykkere i Hamborg en amerikansk bombe, som vejede et ton. Fusere af den størrelse er sjældne. Indbyggerne i en radius af 300 meter måtte evakueres i de to timer det tog, at desarmere bomben.

I sommeren 1943 indledte britiske og amerikanske bombefly operation “Gomorrha”; målet var at jævne Hamborg med jorden. Angrebet varede i ti dage og ti nætter. 40.000 mennesker omkom af de over 8.000 tons sprængstof, som de allierede bombefly kastede ned over byen.

Det skønnes, at der stadig ligger omkring 2.900 bomber i Hamborg, som ikke eksploderede under operation “Gomorrha”.

Juledag sidste år fandt man i den bayerske by Augsburg en bombe så stor, at 54.000 indbyggere i radius af 1,5 kilometer måtte evakueres. Det tog 12 timer at desarmere bomben.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar