Single Daily
af

Nanna Sarauw

Bogbusserne kører ud hvor danskheden venter

Hver hverdag året rundt kan man et sted i Sydslesvig støde på den farverige bus. Jytte, som dagens bus hedder, er mest blå, men også dekoreret med motiver fra den danske børnesangskat. Bogbussen har 32 ture og er en vigtig forpost for både den danske kultur og det danske sprog i Sydslesvig.

På denne tur er Jytte fyldt godt op med strikkebøger, romaner og blade. Hans-Peter Tästensen er chauffør og Michael Juul Olsen bibliotekar, og opgaven i dag er at bringe bøger ud til Uffe-Skolens bibliotek, introducere bibliotekskonceptet til Garding Børnehave og køre forbi en familie i Vitsvort.

Bogbussen og Sydslesvig

Ifølge bibliotekarforbundets hjemmeside findes der i dag 26 bogbusser i Danmark. I det tal er centralbibliotekets to busser, Jytte og Dagmar, indregnet.

Danmarks første mobile bibliotek kørte rundt på Holbæk-egnen fra 1929 til 1939. En egentlig bogbus så man første gang i 1963 i Tikøb på Sjælland. De mobile biblioteker, som bogbusserne hedder med et fint ord, havde deres storhedstid i 1980erne. I 1988 var der ifølge Laurits Thomas Rasmussens speciale fra 2011 68 busser i Danmark. Siden er det gået jævnt ned ad bakke for de mobile biblioteker i Danmark.

Men sådan forholder det sig ikke for bogbusserne syd for grænsen. Som forskningschef på det Danske Centralbibliotek, Mogens Rost­gaard Nissen, siger omgivet af den sydslesvigske samling:

– I efteråret 1931 begyndte de første (bogbiler, red.), som et testforsøg at køre uden for Flensborg. Hvor der fandtes en del små danske samfund. I 1920erne var man rundt om i Sydslesvig begyndt at etablere små danske bogsamlinger.

De første bogbiler var en videreførelse af det arbejde, som vandrelærerne var begyndt på i 1920erne. De gik fra gård til gård og under­viste i dansk, og selvfølgelig tog de også danske bøger med.

Forskningschefen uddyber:

– Vandrelærerne tog ud for at lære folk om den danske kultur og tilbød samtidig at lære interesserede dansk. Bøgerne var et ekstra tilbud.

Den første bibliotekar syd for grænsen var Frederiks Mommsen, og en af de første vandrelærere, Niels Kjems, gjorde bogbilen til en stor succes i 1930erne. Begge gik ind for, at mindretalsdanskerne skulle kunne læse god kvalitetslitteratur.

– Det var lånerne derimod ikke særlig begejst­ret for. De ville meget hellere have ugeblade og den slags litteratur, siger Mogens Rostgaard Nissen og tilføjer:

– Det blev en vigtig del af det at være mindretal at kunne få fat i dansksproget litteratur. Mange af bladene gik fra hånd til hånd ude i de små lokalsamfund.

Jytte er en ventet gæst

Bussen Jytte holder foran børnehaven i Garding. Første hold lånere er ikke helt let til bens. Hårpragten er for det meste grå, men læse­lysten fejler ingenting. Ind i bussen stiger et par velkendte ansigter. Både Hans Peter og Michael hilser i hvert fald hjerteligt på de ældre lånere, der langer de lånte bøger ind over ­disken, mens de ivrigt spørger til, hvordan det går.

En kvinde bladrer i stakken med Femina, mens hun vender med bibliotekaren, hvilken Ronja Røverdatter-film hun har bestilt.

Efter et stykke tid er de nye bøger, som lånerne har fundet frem, ved at være klar til at blive dyttet.

I bogbussen skal bøgerne skal nemlig dyttes, inden de forlader bogbussen. Det er et begreb, som både brugere og bibliotekarer er helt, hjemmevant med. Men man skal nok være stedkendt for lige at fange det første gang. Men i bund og grund betyder det, at bøgerne skal scannes, inden de kan tages med hjem. Biblio­tekarer og lånere har navngivet begrebet efter den lyd, det giver, når scanneren glider hen over stregkoden.

Et historisk rids

I bladet Grænselandet skrev Frederik Mommsen i 1938, at bogbilen, som den hed dengang, på trods af vanskelige kår nu var blevet en fast del af biblioteksarbejdet. Faktisk kom han ind på, hvor stor en succes bogbilen var blevet i mellemkrigsårene.

Udlånet steg fra 1633 i 1931/1932 til 6630 i 1937/1938, og han mente, at bogbilen var et af de bedste arbejdsredskaber i landdistrikterne, når man skulle udbrede kendskabet til den danske kultur. Og der var sågar tale om, at bogbilen skulle køre hele året, selv om udlånene i sommermånederne nok ikke ville være særlig store.

Frederik Mommsen var uddannet bibliotekar og var leder af bogsamlingen i Flensborghus fra 1934 til 1946. Han var en af pionererne og ildsjælene, der stod bag udbredelsen af bog­bilen. Han forsatte det arbejde, der var begyndt af vandrelærerne lige efter den nye grænsedragning i 1920.

Efter hans mening skulle bogbilen løse to opgaver i mindretallet og udbrede både det kulturelle og det folkelige. Med det kulturelle mente han, at bogbilen kom ud med god læsning til alle hjem og spredte kendskab til dansk litteratur. Om den folkelige opgave, som han mente var mindst lige så vigtig, skrev han: »Her gælder det om at komme rundt til så mange familier som muligt.«

Fordi, som han uddybede det, der kunne være langt mellem de danske gårde, så det danske besøg var vigtigt – ikke kun for at få bøger, men også for samtalens skyld. Han pointerede, at bogbilen gerne ventedes med længsel, og at det var vigtigt at give sig tid til disse besøg.

Holder øje med bogbilen

Ifølge Mogens Rostgaard Nissen begyndte myndighederne, da nazisterne kom til magten i 1933, at holde øje med, hvor bogbusserne kørte hen. Fra myndighedernes side var man bange for, at det danske skulle ekspandere, og at bogbilen var med til at sprede danske holdninger. Nazisterne var bange for, at antallet af dansksindede skulle stige for meget, så derfor blev der holdt et skarpt øje med bogbilen..

I Grænselandet fra 1938 skrev Mommsen blandt andet, at det specielt i den tid, hvor presset fra den tyske side var så stort, var vigtigt at holde på det, man havde. Tyskerne havde før beskyldt bogbilen for at bedrive sjælefangst, men han pointerede, at det kun drejede sig om mindretalsarbejde.

I artiklen beskrev han, hvordan bogbilen ikke bare tog bøger med, men også tog pakker, dyr og andre varer med til de dansktalende. For Frederik Mommsen var bogbilen mindretals­arbejde. Den bragte kultur, litteratur og samtale til de spredte danske gårde rundt om i Sydslesvig.

Til det siger Mogens Rostgaard Nissen:

– Det kan virke lidt absurd i dag, når man kigger på tallene. Men den gang var de tyske myndigheder virkelig bange for, at det danske skulle sprede sig.

I hvert fald holdt de lokale lærere og præster øje med, hvor bogbilen kørte hen, så de kunne overvåge, hvordan det gik med det danske arbejde og slå alarm, hvis der skulle komme en bekymrende udvikling.

Det sønderjyske kaffebord

Hen på eftermiddagen er bussen nået til dagens højdepunkt – det sønderjyske kaffebord på Uffe-Skolen. På den røde dug på bordet i fællessalen står en enorm kage, hvor flødeskummet ligger i sirlige bølger hen over toppen og snor sig rundt om bærrene. Ved siden af står Hans-Peter klar med en ske. Efter lidt betænkningstid vælger han dog den lidt mere beskedne kage ved siden af. Men næsten inden han har ­fået skovlet det op på tallerkenen, prikker manden – den før omtalte låner med tidsproblemet – ham på skulderen. Han gør opmærksom på, at man faktisk først må begynde på kaffebordet klokken 15, og at klokken kun er lidt i. Hans Peter prøver undskyldende at sætte kagen fra sig mellem de mange forskellige kager på bordet.

Her om eftermiddagen mødes folk fra det danske mindretal en gang om måneden på Uffe-Skolen for at snakke, låne bøger og hygge sig. Hans Peter får lov til at spise sin kage og drikke kaffe. Han sætter sig ned hos et par af kvinderne, der tidligere var i bussen for at låne bøger. Snakken går lystigt om den danske film, der skal skaffes hjem til den næste filmaften, som kvinderne er ved at arrangere.

Efter krigen

Efter Anden Verdenskrig boomede det danske i Sydslesvig, og bogbilerne havde en meget vigtig rolle. De begyndte at betjene de danske skoler, som opstod i krigens slipstrøm. Gennem bogbussen fik det danske mindretal også mulighed for at følge med i og have adgang til danske bøger, aviser og ugeblade. Bogbussen kom ud til de nye i mindretallet med materiale, så de kunne lære dansk og blive introduceret til dansk kultur. Efterhånden gik bogbilen, som egentlig kun havde været en bil brugt som transportmiddel til at komme rundt og udskifte bøger i samlingerne, over til at være en bus, der servicerede lånerne.

Flere stoppesteder

Syd for grænsen udviklede bogbussen sig noget anderledes end nord for grænsen. Lauritz Rasmussen skriver blandt andet i sit speciale, at bogbusserne i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvigs adskilte sig fra de danske bogbusser. Busserne syd for grænsen havde mange flere stoppesteder, og de kørte også ud til adresser med ganske få lånere.

Bogbusserne syd for grænsen skulle ikke bare bringe bøger ud til lånere i tyndt befolkede områder, men den skulle bringe dansk kultur ud til mindretallet. Bogbussen er noget helt unikt, som syd for grænsen har rødder tilbage til grænsedragningen i 1920 – da tilgangen til dansk kultur og dansk litteratur var en vigtig del af det at være dansk. Dagens bibliotekar, Michael Juul Olsen, uddyber:

– Det, at bogbussen kommer forbi, er som at få et dansk besøg. Bogbussen kommer med det danske, den danske kultur og litteratur. Helt derude, hvor man ikke kan se dansk tv eller høre dansk radio. Nogle gange er bogbussen det eneste danske pust, der kommer ud til mindretallet.

Forskningschef Mogen Rostgaard Nissen, tilføjer:

– Bibliotekarerne er gode til at skabe et netværk, som også den Sydslesvigske Samling nyder godt af. Brugerne ved, hvor de skal aflevere deres breve, dokumenter og de ting, der er interessante for historien. Bogbussen skaber en sammenhæng og en udveksling af information i mindretallet – samtidig med, at de er med til at skabe et helt unikt kendskab til mindretallet.

kommentar
deling del

Skriv et svar