Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Børnefamilier går glip af 200.000 euro: – Det er ikke landdagens ansvar

Landdagen i Kiel har en fond med penge til familier, der enten er på bistandshjælp eller har mere end tre børn. Men landdagen informerer ikke om puljen. Det er ikke landdagens ansvar, lyder svaret.
Landdagen i Kiel har en fond med penge til familier, der enten er på bistandshjælp eller har mere end tre børn. Men landdagen informerer ikke om puljen. Det er ikke landdagens ansvar, lyder svaret.

En fjerdedel af børnefamilierne i Slesvig-Holsten har ikke råd til at tage på bare en enkelt ferie om året. Derfor er behovet for at søge penge fra en landdagsfond til formålet stor, siger Per Dittrich, er pressechef for Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW.

I 2017 oprettede den tidligere regering in Slesvig-Holsten, som SSW var en del af, en fond netop til børnefamilier, der ikke har råd til at tage på ferie. Fonden har hvert år 200.000 euro, som kan fordeles på børnefamilier med mere end tre børn, eller som er på kontanthjælp. Siden Daniel Günthers (CDU) regering tiltrådte i juni 2017, og Heiner Garg (FDP) blev socialminister, har størstedelen af midlerne ligget uberørte hen.

– Det har været meget besværligt for os at finde ud af, hvordan man søger fondens midler, derfor oplyser vi ikke om den på vores hjemmeside, siger Christina Borchert, formand for Bundesarbeitsgemeinschaft Familienerholung, som er en landsdækkende tysk organisation, hvis hovedformål er at hjælpe børnefamilier med at finde informationer fra de ni delstater, der bevilliger penge til ferie.

De familier, der har hørt om ordningen, kan ikke få oplyst, hvordan de kan søge.

– Vi har haft et par familier, der kunne huske vores pressemeddelelse fra 2017 og derfor har ringet til os for at spørge, hvordan de kunne søge om penge fra fonden. De har nemlig haft svært ved at finde informationerne, siger Per Dittrich.

Christiana Borchert har prøvet på at kontakte delstaten flere gange for at finde en løsning.

– Vi har haft kontakt til tre ungdomskontorer og landdagen, men vi har ikke fået nogen tilbagemelding, siger Christina Borchert.

Socialministeriet siger dog, at det ikke er deres opgave at gøre opmærksom på fonden.

– Det er ikke vores ansvar at markedsføre fonden. Det er hvert amt, der selv skal tage sig af det, siger stedfortrædende pressechef Frank Strutz-Pindor fra Socialministeriet i Kiel.

Socialafdelingerne fra Kreis Nordfriesland og Slesvig-Flensburg havde ikke mulighed for at komme med en kommentar.

– Det er simpelthen ikke i orden. Landdagen skal finde ud af, om den vil markedsføre programmet eller lukke det, så vi ved, om vi kan støtte de utroligt mange børnefamilier i Slesvig-Holsten, der ikke selv har råd til en ferie, siger Christina Borchert.

I Slesvig-Holsten var der i 2017 kun 39 børnefamilier, der har søgt om bevillinger fra fonden.

– Der er så få familier, der har fået støtte til en ferie, at der stadig er mange penge tilbage i fonden, siger Per Dittrich.

kommentar
deling del

Skriv et svar