Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Ole Sørensen

De blå partier taber valget

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) måtte onsdag konstatere, at danskerne straffede regeringsfløjen ved onsdagens valg. Også selv om både Det Konservative Folkeparti og Venstre gik frem.

Men Dansk Folkeparti gik tilbage fra 21,1 procent af stemmerne i 2015 til cirka ti procent, og Liberal Alliance tabte endnu mere – fra 7,5 til knap tre procent. Det endelige valgresultat var endnu ikke klar ved avisens deadline.

Først på aftenen ville Venstres politiske ordfører, Britt Bager, ikke kommentere de store sammenbrud, som ramte regeringspartneren Liberal Alliance og støttepartiet Dansk Folkeparti.

– Som politisk ordfører for Venstre vil jeg nøjes med at glæde mig over, at vi har haft fremgang, sagde Britt Bager.

Venstre stod da også i de første målinger til at gå frem med tre mandater.

Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spidsen så tidligt på aftenen til at komme ind i Folketinget, og det samme gjorde Kristendemokraterne – for første gang i 14 år.

Stram Kurs ser derimod ikke ud til at klare spærregrænsen.

Så selv om Socialdemokratiet og Alternativet går tilbage, så tegner der sig et solidt flertal for et magtskifte i dansk politik. Både SF, Radikale Venstre og Enhedslisten går frem.

Formanden for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), Flemming Meyer, mener, at det endnu er for tidligt at vurdere, hvorvidt valgresultatet kan tolkes som et holdningsmæssigt skred blandt de danske vælgere.

– Det er ikke nødvendigvis det skred ind mod det Danmark, vi kendte før, og som jeg savner. Jeg savner frisindet, hjerteligheden, dansk lune og medmenneskeligheden. I stedet har Danmark forandret sig til et samfund med mistillid og en angst, som jeg ikke har oplevet før, siger Flemming Meyer.

Han håber, at danskerne vil bruge den ny sammensætning af Folketinget til en dybtgående diskussion om, hvilke værdier borgerne synes skal være grundlæggende.

kommentar
deling del

Skriv et svar