Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Badeforbud i Slesvig – alger er fyldt med bakterier

Slesvig-Flensborg amt har lukket badestedet ved Luisenbad i Slesvig, fordi blåalgerne formerer sig i det varme stillestående vand. Algerne er fyldt med bakterier, som kan give diarré og opkast og i visse tilfælde være fatale for hunde og børn.
Slesvig-Flensborg amt har lukket badestedet ved Luisenbad i Slesvig, fordi blåalgerne formerer sig i det varme stillestående vand. Algerne er fyldt med bakterier, som kan give diarré og opkast og i visse tilfælde være fatale for hunde og børn.

Slesvig-Flensborg amt har udstedt et forbud mod at bade ved Luisenbad i Slesvig til og med søndag, fordi blåalger har taget over.

– Blåalger kan være sundhedsskadende, fordi den opdyrker bakterier, siger Jochen Mohr-Kriegshammer, der er ansvarlig for badevandskvaliteten.

Bakterierne i blåalgernes kolonier kan være sundhedsskadelige for mennesker og dyr. Generelt kan folk få hudirritationer af algen, og folk med allergier eller sart hud kan reagere kraftigt på bakterierne. Konsekvenserne af at sluge vandet er endnu værre, og man kan ende med at få diarré og opkast.

Hunde og børn er ofte mere udsatte, da der er større sandsynlighed for, at de drikker vandet i vandkanten. I nogle få tilfælde har det haft fatale konsekvenser for hunde som i 2006, hvor flere hunde døde i Øresund.

– Hundene går ofte og drikker vandet i vandkanten, og der ligger de døde alger som skum, og bakterierne kan overleve i mere end to uger, fortæller Jochen Mohr-Kriegshammer og siger, at den tyske regering i Berlin har udstedt en speciel advarsel til hundeejere, der tager hunde med til havet eller fjorde.

For at beskytte befolkningen kigger Slesvig-Flensborg amt hver morgen efter blåalger, fordi de flytter sig derhen, hvor forholdene er optimale.

Blågrønne alger bevæger sig

På grund af årets varme har der været specielt gode betingelser for, at algen kan formere sig.

– Blåalgen trives bedst i varmt, stille vand, fordi den laver luft i kolonierne for at kunne flyde på vandet og få masser af lys, Når det regner og blæser, falder algen ned på bunden, forklarer Jochen Mohr-Kriegshammer.

Algen flyder og ligner ofte en film af maling, som Kreis Slesvig-Flensborg kigger efter hver morgen.

– Vi var allerede opmærksomme på blåalgens udvikling sidste onsdag, men så var den væk igen på grund af vind og vejr, fortæller Martina Stekkelies fra amtet.

Kender man til indikatorerne for blåalger, kan man selv kigge efter dem.

Sådan ser du, om der er blåalger i vandet

– Når vandet når til knæene, er fødderne ikke sigtbare.

– Vandet har en ofte gulgrøn grumset farve.

– En film af maling flyder på overfladen

– I vandkanten ligger der hvidt skum

kommentar
deling del

Skriv et svar