Single Daily
af

Thomas Schumann

Babyboom og byvækst presser børnehaver og skoler

Tarp Børnehave er egentlig normeret til 40 børn, men der er 46. Det er blot en af flere børnehaver og skoler i Sydslesvig, som oplever stor efterspørgsel på dansk skole og dagtilbud.
Tarp Børnehave er egentlig normeret til 40 børn, men der er 46. Det er blot en af flere børnehaver og skoler i Sydslesvig, som oplever stor efterspørgsel på dansk skole og dagtilbud.

Godt nok er der skoler og børnehaver i Sydslesvig, hvor der kun er en håndfuld børn. Men flere steder oplever pædagoger og lærere, at klasseværelserne snart ikke kan rumme flere elever samt at ventelisterne til en børnehaveplads bare bliver længere og længere.

Alene i forhold til dagtilbud regner Skoleforeningen med, at der frem til 2021 vil være brug for 330 pladser mere, end der er nu. Det er særligt pladser til børn i alderen fra nul til tre år, der mangler. Et af stederne, hvor pædagogerne kan mærke presset, er i Tarp Børnehave.

– I løbet af de sidste to til tre år er der pludselig kommet helt vildt mange nye børn. Der har simpelthen været babyboom fra 2016 og frem til nu, siger souschef i Tarp Børnehave, Melanie Weck.

Ved at sprænges

Børnehaven er egentlig kun egnet til 40 børn, men der er aktuelt 46, og allerede nu er 57 børn skrevet op til en plads. 14 er kommet på venteliste.

– Vi har mange forældre, som ringer og spørger, hvornår vi kan tage imod deres børn, og det kan vi simpelthen ikke svare på, siger Melanie Weck.

Tarp er et af de steder, hvor Skoleforeningen ifølge rapporten »Strukturudvikling« har svært ved at matche efterspørgslen. Ud over ventelister på børnehaven, er der også pres på Trene-Skolen.

– Begge er ved at sprænges, da området er i vækst og også tiltrækker medlemmer af det danske mindretal, står der i rapporten.

Kræver ny skole

I Husum er der heller ikke længere plads til flere ansøgere til dagtilbud. Oksevejens børnehave forventer stigende søgning og er begyndt på en udvidelse. I Harreslev er der netop opført en ny daginstitution, men det har ikke været nok til at matche efterspørgslen. Den store efterspørgsel vil også kræve en udvidelse af byens skole.

Skoleforeningens rapport konstaterer samtidig, at der både i Flensborg og Slesvig mangler dagtilbudspladser.

– Man plejer at sige, at det danske mindretal udgør ti procent af en årgang. Det passer meget godt med det pres vi oplever, nu hvor landsbyer som eksempelvis Tarp vokser. Vi har en udfordring, fordi vores institutioner ikke er større, men vi arbejder på det, siger Skoleforeninges formand, Udo Jessen.

Tarp i vokseværk

Melanie Weck har også lagt mærke til, at Tarp oplever vokseværk.

– Tarp har fået et nybyggerkvarter, hvor rigtig mange forældre flytter til. Men det er også nye forældre fra områder som Eggebæk, Silverstedt og Oversø, som sender deres børn i vores børnehave, fortæller Melanie Weck og tilføjer:

– I rigtig mange af familierne taler i hvert fald den ene forælder flydende dansk. De har enten gået i dansk skole eller arbejder i Danmark. De udgør langt størstedelen, og så er der enkelte familier, der gerne vil lære dansk, men som ikke har forudsætningerne i forvejen.

kommentar
deling del

Skriv et svar