Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Autentisk spil i Auerhaus

Den forbandede ungdom: Meningen med livet bliver for fem unge at redde en selvmordstruet fra døden i en ny opsætning på Landestheater.
Den forbandede ungdom: Meningen med livet bliver for fem unge at redde en selvmordstruet fra døden i en ny opsætning på Landestheater.

For det modne publikum vil forestillingen være en rejse tilbage i tiden til dengang, man ikke vidste, hvem man var, hvad man ville eller, hvad man skulle blive til. Dramatiseringen af tyskeren Bov Bjergs roman »Auerhaus« foregår i 1980erne, men stykket har vel næppe nogen udløbsdato og henvender sig derfor til unge, der i dag står stort set samme sted – bare tre-fire årtier senere (Bov Bjerg er årgang 1965, og bag kunstnernavnet gemmer sig Rolf Böttcher).

I Eva Brunners vellykkede iscenesættelse på Landestheater bliver »Auerhaus« en vedkommende fortælling om venskab, en søgen efter lykke og mening med livet og om døden – som kontrast til livet.

Stykket er sat op til teatrets små scener og havde premiere i Flensborg i weekenden – med ungt og frisk skuespil.

Gymnasieelev Frieder (Simon Keel) har et selvmordsforsøg bag sig. Psykiateren mener, han skal løsrives fra mønstrene i sit barndomshjem, og en gruppe af hans venner flytter i et bofællesskab sammen med Frieder for at støtte ham moralsk: Den homoseksuelle dealer Harry (Robin Schneider), pyromanen Pauline (Meike Schmidt), stræberen Cäcilie (Kimberly Krall), kleptomanen Vera (Lucie Giesler) og fortællefiguren Höppner (Christian Hellrigl).

Sidstnævne er i romanen den eneste fortællerstemme, men i teaterversionen kommer alle seks personer til orde. Der er ingen egentlige scener i stykket, for det meste blot direkte tale. Man får handlingen fortalt fra hver af de seks personers synspunkt. Det har ikke blot sin virkning, men skaber også variation og et godt drive i fortællingen.

Unge skuespillere

»Auerhaus« er autentisk skuespil. Der både fortælles, spilles, synges og skriges i en enkel scenografi bestående af trævægge og et bord på en lille scene. Mere behøves ikke.

Stykkets titel er en reference til det store 1980er-hit »Our House« med det britiske band Madness, men når engelsk skal udtales på sydtysk, bliver det til »Auerhaus«. Det er i sagens natur et hold af Landestheaters helt unge skuespillere, der får lov til at folde sig ud her – flere af dem er nyuddannede fra teaterskolerne.

Ingen af figurerne virker rigtig til at være en del af samfundet, og er der ingen mening med livet, så finder de dog en mening i at holde den selvmordstruede Frieder fra døden: »Birth, school, work, death« råber de i kor.

Ironisk stemning

Ungdomsdramaets let trykkede og temmelig ironiske stemning får ensemblet frem i en fin naturalistisk stil, men også fysisk meget ekspressivt med stærke dramatiske følelser i et spontant og i perioder temperamentsfyldt udtryk.

Landestheater har fundet det helt rigtige hold til denne udmærkede opsætning.

»Auerhaus« spilles på Rendsborg teater den 26. oktober, 12. og 28. november samt 10. december, på Flensborg Teater den 1. og 14. november samt 20. december, i Slesvighus den 18. januar 2020 og i Stadttheater i Heide den 13. februar 2020.

Schleswig-Holstenisches Landes­theater: Auerhaus – skuespil baseret på Bov Bjergs roman. Instruktion: Eva Brunner. Scenografi og kostume: Lucia Becker. Premiere på Flensborg Teater den 18. oktober.

kommentar
deling del

Skriv et svar