Single Daily
af

Kasper Skovse

Arbejdskamp er også kvindekamp

I Danmark har Murer-Mette lige fået ændret en lov, så kvindelige byggearbejdere kan bade i fred for mandlige kolleger. Feministen Alina i Flensborg kæmper stadig for ligestilling. Begge er enige om, at intet sker af sig selv, og at det nytter at kæmpe. Der er stadig brug for 1. maj.
I Danmark har Murer-Mette lige fået ændret en lov, så kvindelige byggearbejdere kan bade i fred for mandlige kolleger. Feministen Alina i Flensborg kæmper stadig for ligestilling. Begge er enige om, at intet sker af sig selv, og at det nytter at kæmpe. Der er stadig brug for 1. maj.

Det nytter at kæmpe for ligestilling. Det erkendte murersvend Mette Schak Dahlmann, kendt som Murer-Mette, da hun, som den eneste apolitiske arbejder blandt talerne, modtog stående ovationer af de 180 fremmødte ved 3Fs 1. maj-arrangement i Aabenraa.

– Først fattede jeg intet og måtte lige vende mig om for at se, om der stod nogen bag mig, men den var god nok. Det var mig, de klappede ad, fortalte en synlig berørt Murer-Mette.

Hun har i et halvt år kæmpet for mere ligestilling i skurvognene, hvor kvindelige håndværkere indtil nu har måttet bade i samme lokale som deres mandlige kolleger, kun adskilt af et badeforhæng.

Loven ændres

– Jeg har kæmpet for ligestilling blandt byggearbejdere, og det har været en besværlig kamp, fordi jeg af mange blev lagt for had, især på internettet. Fordi jeg så anderledes ud og ville ændre noget, mange i branchen anså for at være godt nok. Men det var ikke godt nok, fortalte Murer-Mette.

Tirsdag meddelte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) så, at han med udgangspunkt i Murer-Mettes kamp for ligestilling, og efter forhandlinger med både 3F og Dansk Byggeri, har besluttet at ændre bekendtgørelsen, der definerer, hvordan en skurvogn skal være indrettet.

Nu kommer et krav om, at man skal gå i bad og klæde om bag låst dør, og at alle nye modeller af skurvogne fra 2021 skal have et rum, der kan låses af. Derudover skal de også udstyres med et køleskab og et tørreskab. Så ønsket om lidt privatliv på arbejdspladsen blev imødekommet.

– Det viser bare, at hvis man vil have noget, vi aldrig har haft før, så er man nødt til at gøre noget, som man aldrig har gjort før. I mit tilfælde var det at bygge en skurvogn om, så der var et rum, der kan låses af, og så køre til Folketinget og vise den til politikerne. Det hjalp, sagde Murer-Mette.

– Det nytter at kæmpe for det, du tror på. Nogen skal jo gøre det.

Intet sker af sig selv

Samme indstilling har feministen Alina, 31 kilometer længere sydpå i Flensborg, også. Her, midt i vrimlen af etablerede røde faner ved årets 1. maj-demonstration, bar hun et papskilt med slagord for lige løn og lige arbejdsvilkår for kvinder på arbejdsmarkedet.

Hun kendte ikke til sin danske kønsfælles ligestillingssejr, men kæmpede på sin egen måde med de velkendte midler: Slagord, tilstedeværelse og ihærdighed.

– Jeg kæmper mod forskelsbehandling, for jeg mener, at kvinder skal have de samme rettigheder som mænd, sagde Alina, der tilhører en feministisk aktionsgruppe.

– Vi er nødt til at gøre noget, hvis noget skal ændres, for det sker ikke af sig selv, og 1. maj er et godt sted at gøre opmærksom på den manglende ligestilling.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar