Single Daily
af

Lars Geerdes

Anmeldelse: Verdensklasse i værfthallen

Det internationalt efterspurgte messing­ensemble German Brass leverede et program, der spændte fra Bach til Blood, Sweat & Tears.
Det internationalt efterspurgte messing­ensemble German Brass leverede et program, der spændte fra Bach til Blood, Sweat & Tears.

Det varede hele 22 år, inden messingblæserensemblet German Brass igen optrådte ved Schles­wig-Holstein Musik Festival. Den sjældne begivenhed fik endda sel­veste festivalintendanten, dr. Christian Kuhnt, til at komme til Flensborg, hvor han onsdag aften bød velkommen i en udsolgt værfthal hos Robbe & Berking i industrihavnen. De ti blæsere – og deres trommeslager – hører til verdenseliten inden for deres fag, så det var en ægte gave, det flensborgske publikum fik foræret.

Læs mere: Anmeldelse: Ude af takt med sig selv

I fjor høstede ensemblet medie­prisen »Echo Klassik« for sin cd »Bach on Brass«, og det var også Bach, koncerten blev åbnet med – en kantate (BWV 29) og det nok mest elskede Bach-værk af alle, Toccata og fuga d-mol (BWV 565). Matthias Höfs, en af ensemblets trompetister, har arrangeret orgelværket, og det er intet mindre end fascinerende, hvor tæt German Brass kommer til den oprindelige orgellyd ved at lade melodierne vandre gennem de forskellige stemmer, messinginstrumenterne stiller til rådighed, som om det var ingenting. Man mærker, at musikerne har spillet sammen i årtier og derfor danner en ægte enhed. Allerede her høres de første bravo-råb fra den tætpakkede hal.

»Stereo-lyd«

De ti musikere er opstillet på en effektfuld måde. To trompetister står på hver sin side af scenen, så der opstår »stereo-lyd«, når trompeterne går i dialog med hinanden. Mod midten på venstre­siden følger tre basuner, på højresiden to horn, og i midten står Stefan Ambrosius med sin tuba – eller rettere sagt sine tubaer. Scenen er nemlig fyldt med et helt batteri af messinginstrumenter, store som små, som musikerne flere gange skifter imellem undervejs, også midt i de enkelte numre.

Vi hører ikke mere af Bach denne aften, men en lang række stykker fra en tidligere cd med titlen »Rhapsody«, hvor George Gershwin ikke overraskende har en fremtrædende rolle. Inden hans herlige »Rhapsody In Blue« er der dog tid til både en polka af Johann Strauß og to numre fra Bernsteins »West Side Story«.

Noget stivt trods sjove indslag

Musikerne har i første omgang stort set ingen direkte kontakt til publikum. Koncerten foregår på den måde, at hornisten Klaus Wallendorf introducerer det kommende stykke i ­form af et digt eller en kort historie, som han har tilpasset spillestedet. Så spilles der, så bukkes der, så tales der. Og selv om Wallendorfs indslag er meget sjove, virker hele showet så nøje indstuderet, at det virker noget stivt. Bortset fra det, får det flensborgske publikum dog serveret en musikalsk oplevelse, det sent vil glemme.

Det gælder ikke mindst repertoiret efter pausen. Programhæftet røbede ikke noget på forhånd, her stod bare »German Brass around the ­world«, så publikum var spændt på hvilke overraskelser, der ventede forude.

Læs mere: Populære melodier på stribe

Anden halvdel stod mest i swing-musikkens tegn med et Gershwin-medley til at begynde med. Chick Coreas »Spain« (med citat fra Rodri­gos »Aranjuez«), »Fly Me To The Moon«, »Soul Bossa Nova« (indledt med en rap på spansk!) og et medley af russiske melodier, inkl. Khatja­turjans »Sabeldans«, blev præsenteret i bedste bigband-stil og med nogle overraskende show-elementer samt enkelte soloer.

Som det sidste regulære nummer stod Edvard Griegs »I Dovregubbens hall« fra Peer Gynt-suite nr. 1 på programmet, og det blev indledt af Klaus Wallendorf med en humoristisk, bayrisk-engelsk forklaring af, hvad jazz egentlig er for noget. Blandt andet erfarer vi, at »marmelade-konferencer« hører med til genren – altså »jam-sessions«. I German Brass’ arrangement af Grieg-stykket får også trommeslageren Herbert Wachter lov at vise, hvad han kan – og det er ikke så lidt.

Under ekstranumrene bliver også den sidste rest af stivhed smidt over bord. Basunisten Alexander Erbrich-Crawford spiller nu melodika og giver den som sanger i Blood, Sweat & Tears’ nummer »And When I Die«, og ved afslutningen er det atter engang Klaus Wallendorf, der står i fokus. Oven på noget, der ligner en bayrisk folkemelodi, rapper han på navnene af japanske s-tog-stationer.

Superb.

kommentar
deling del

Skriv et svar