Single Daily
af

Lars Geerdes

Anmeldelse: Tre mænd og 33 strenge

Den svenske folkemusiktrio Väsen mødte et lydhør publikum i A.P. Møller Skolen.
Den svenske folkemusiktrio Väsen mødte et lydhør publikum i A.P. Møller Skolen.

– I bliver helt ‘polskaliseret’ i aften, udbrød Olov Johansson undervejs, da han annoncerede, at også det næste nummer vil være en polskdans (på svensk: polska).

Det skete lørdag aften i A.P. Møller Skolen, hvor den svenske trio Väsen gav en udsolgt koncert under Schleswig-Holstein Musik Festival. Trioens nøgleharpespiller kom dermed ind på, hvad der skulle vise sig at være den eneste svaghed i programmet.

Väsens medlemmer stammer fra det svenske Uppland, og denne regions folkemusiktradition består overvejende af polskdanse. Og selv om trioens stykker alle er nykomponerede, så fornægter de ikke deres rødder i netop polskdansen. Rytmen brydes en gang imellem, når en vals eller en march flettes ind, men grundlæggende består aftenens repertoire af polskdanse. Det sørger for en vis monotoni, især i koncertens første halvdel.

Ud over Olov Johansson består trioen af Mikael Marin (femstrenget bratsch) og Roger Tallroth (tolvstrenget guitar), så sammen med nøgleharpens 16 strenge betjener de tre herrer, der har spillet sammen siden 1989, hele 33 strenge.

Nye numre

Aftenens repertoire består næsten udelukkende af numre fra trioens seneste cd, »Brewed«, der udkom for tre måneder siden. Kun »Lilla Kulturbidragsvalsen« og »Botanisten« stammer fra ældre udgivelser, nemlig henholdsvis »Mindset« fra 2013 og »Väsen Street« fra 2009.

De tre sympatiske herrer er nogle fremragende musikere. Deres stykker, som ofte er tilegnet navngivne personer, bliver gerne fremført på en måde, så alle tre instrumenter spiller melodistemmen parallelt, dog med pludselige skift, hvor enten guitaren eller bratschen anvendes som rytmisk bund eller melodisk modstykke. Det høres for eksempel i »Sommarpolskan«. Det overordnede lydbillede er meget traditionelt, men brydes af og til med elementer fra »modern folk«, blandt andet i »Bråkstaken« lige før pausen og senere i »Gudda«, som er skrevet i det asymmetriske 7/8-takt. Lyden i A.P. Møller Skolens stopfyldte foyer er denne aften i det hele taget særdeles fin, takket være lydmanden »Martin«, som musikerne på scenen flere gange betonede.

Talte engelsk

De tre herrer talte engelsk til deres publikum, og det var lidt syndt for de mange gæster, der forstod svensk og gerne ville have hørt det svenske sprog imellem de svenske melodier, men engelsk er nu engang det sprog, som de fleste kan følge med i, og et ensemble, der ofte optræder internationalt, skal naturligvis have lov til at præsentere sig selv på engelsk. Roger Tallroth lagde i øvrigt mærke til, at der var samlet et særdeles lydhørt publikum i det danske gymnasium i Slesvig. Det roste han gæsterne for og mente, at de alle måtte have en »magistergrad i at lytte«.

Aftenen sluttede med et enkelt ekstranummer, »Tanja« – et sart, melankolsk stykke, som i den grad er velegnet som godnatmelodi, at gæsterne ikke kunne andet end at acceptere, at der ikke kom mere musik fra scenen.

Schleswig-Holstein Musik ­Festival: Väsen: Swedish Folk. Koncert i A.P. Møller Skolen, lørdag aften.

kommentar
deling del

Skriv et svar