Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Anmeldelse: Steder vi måske overser i hverdagen

Den tysksprogede bogserie »111 Orte« er kommet til Flensborg. Journalisten Jela Henning tager læseren med til steder uden for alfarvej og seværdigheder, kroer, knejper, kunstværker og meget andet, som man er alt for tilbøjelig til at overse.
Den tysksprogede bogserie »111 Orte« er kommet til Flensborg. Journalisten Jela Henning tager læseren med til steder uden for alfarvej og seværdigheder, kroer, knejper, kunstværker og meget andet, som man er alt for tilbøjelig til at overse.

Vi glemmer måske alt for ofte at være turist i vores egen by. Midt i travlheden farer vi forbi alle de interessante steder, og selv det mest seværdige går hen og bliver en selvfølge. Når vi så har fri eller ferie, går turen udenbys. Hvem gider at fortælle, at man har holdt ferie på »Balkonien« – ikke blot et udtryk for, at man har siddet derhjemme på terrassen i ens ferie, men i tysk sprogbrug også, at man ikke har været ude i den store verden – men blot holdt ferie i sin hjemby.

Måske er det slet ikke så ringe endda.

Journalisten Jela Henning tager i bogen »111 Orte in ind um Flensburg die man gesehen haben muss« læseren med til spændende steder, seværdigheder, kroer, knejper, gader, kunstinstallationer og meget mere, som normalt ikke figurerer i de gængse guidebøger, som turister får i hånden i Flensborg. Det gør denne bog til noget ekstraordinært og spændende ikke blot for udenbys gæster, men også for flensborgere.

Læs også: Se billederne: Musehullet er blevet tyggegummirosa

Jela Henning er tilflytter til Slesvig-Holsten fra Berlin, og med sig har hun fotografen Jens Hinrichsen, som under sine besøg i Flensborg har forelsket sig i dansk bagværk i »Migges Danish Bakery« på Nørregade i Flensborg.

Mumier og djævle

Det er lykkedes forfatteren at grave et væld af små, gode historier frem fra fjordbyen, historier, som ikke hører til de mest kendte og derfor vækker interessen. Mange flensborgere ved måske nok, at der skal bestilles plads i god tid, hvis man vil indtage sin morgenmad i Mariencafé på østsiden af Flensborg havn.
Men kender de også historien bag de tusindvis af kaffe- og tekander, der hænger inde i caféen? Alene indenfor i caféen har indehaveren Kerstin Meurer samlet godt 3000 kander sammen, og de fleste hænger i lange snore ned fra loftet. I skuret udenfor gemmer hun yderligere et par tusinde kander.

Der er historierne om Spejlgrotten på Museumsberg, Djævlebroen i Fruerlund og Mumiegrotten på Westliche Höhe – spændende steder alene i kraft af deres navne. Og så er der den slags små særlige lokaliteter, man i det daglige passerer forbi uden at lægge mærke til dem – endsige overhovedet have set dem.

Ved Nørretorv findes for eksempel en lille metalkrog muret ind i teglsten på ejendommen Storegade nummer 58. »Gabestokken« (»Der Pranger«) bliver den kaldt. Til denne krog blev mennesker, der i middelalderen havde begået en delikt, fastgjort med jernkæde og et halsbånd af jern om halsen – udleveret til fri spot eller hån.

Læs også: Video-indslag om Sydslesvigs kulturliv

Det var mennesker, der for eksempel havde spottet Gud, været utro eller havde begået tyveri. Her måtte man spytte på dem, dænge dem til med ukvemsord eller sågar kaste sten efter dem.

Middelalderlig umenneskelighed vil vi sige i dag, hvor krogen ironisk nok ligger op ad en institution, der er vokset frem af den kristne næstekærlighed. I huset ligger i dag en tredje verdens butik, og handler man her, støtter man en fattig befolkning langt væk fra det privilegerede Europa.

Uden for alfarvej

Bogen er udkommet i serien »111 Orte«, som forlaget Emons i Köln har udsendt i andre tyske og europæiske byer. Jela Henning er kommet til Flensborg med gæstens nye og nysgerrige øjne og journalistens grundlæggende håndværk, researchen. Det er en af de bedste guidebøger, man længe har haft i hænderne, netop fordi den bevæger sig uden for alfarvej og ser alle de ting, vi overser i hverdagen.
Jela Henning: 111 Orte in und um Flensburg die man gesehen haben muss – med fotos af Jens Hinrichsen. 240 sider (Emons Verlag, Köln).

Der er noget at støve af for rengøringspersonalet i Mariencafé i Flensborg: Over 3000 te- og kaffekander. De fleste hænger i snore ned fra loftet. (Foto: Jens Hinrichsen)

Der er noget at støve af for rengøringspersonalet i Mariencafé i Flensborg: Over 3000 te- og kaffekander. De fleste hænger i snore ned fra loftet. (Foto: Jens Hinrichsen)

kommentar
deling del

Skriv et svar