Single Daily
af

redaktionen

Anmeldelse: Regndans i Holmhof

Blues'en sad lige i skabet, da BB & The Blues Shacks fik 400 tilhørere til at danse i regnen i Flensborg fredag aften. En flot aften.
Blues'en sad lige i skabet, da BB & The Blues Shacks fik 400 tilhørere til at danse i regnen i Flensborg fredag aften. En flot aften.

Skrevet af Thomas J. Wiltrup.

Det skete igen. Den forræderiske regn. BB & The Blues Shacks var lige gået på scenen i Holmhof, da regnen begyndte på trods af, at meteorologerne havde lovet tørvejr.

Men for en stund blev det tørt, og stemningen var i top, dygtigt styret af de fremragende musikere, der er anerkendt ude i verden som et af Europas bedste bluesbands.

Det har bestået i 27 år og har givet mere end 4000 koncerter. Det bliver man sammenspillet af, og der var ingen slinger i valsen.

– Et fast liste over aftenens musik har vi ikke, sagde forsanger og mundharpespiller Michael Arlt til avisen efter koncerten.

– Men vi kan det hele så meget på rygraden, at vi bare råber næste nummer til hinanden, og så »en-to-tre-fire«, er vi i gang.

Højt profi-plan

Og det fungerede. Der var aldrig mere end fem sekunder mellem numrene, så det blev en aften på højt profi-plan, og vi fik gamle kendinge som »She Moves me« af Johnny Guitar Watson, som indledte aftenen. Senere »The Jungle« af legendariske B.B. King, »I’m on my Way to Atlanta« af Freddie King samt meget andet guf.

Tyve minutter inde i andet sæt åbnede himlens sluser sig for alvor, og vi troede allesammen, koncerten skulle afbrydes før tid. Det pjaskede ind på scenen, og Michael Arlt sprang ned og lod de øvrige musikere fortsætte med soloer, mens han overdækkede forstærkere med plastic-covers sammen med bandets hjælpere.

Ligeglade med regn

Men publikum var ligeglade, det rejste sig op og dansede regndans til nummeret, der passende hed »Dancing in the Rain« (Frankie Miller), og først en halv time senere slap publikum Blues Shacks, efter at der var givet hele tre ekstranumre, og spotlightene kunne slukkes efter sidste nummer, det legendariske og smukke »It’s not the Spotlight« (Goldberg & Goffin).

– Det er lige min musik, det her, sagde en begejstret tilhører, Phillip Hoffmeister fra Harreslev.

– Jeg er lige kommet hjem fra lejr med vore 57 børn på det danske børne- og ungdomshus, så dette var en herlig aften oven på.

Pædagogmedhjælperen havde ikke været på Hofkultur før, men forsikrede, han skal af sted igen.

– Det er en fantastisk måde at vise de smukke baggårde i Flensborg frem på. Der er trods alt et liv ud over selve gågaden. Det er ren hyggenygge!

Stilsikkert

Og det var hygge. Det var rockabilly og blues. Og det var en charmerende frontfigur med en god sangstemme og en lige så god, elektrisk forstærket mundharpe samt gode lunger. Ufatteligt, hvad han kunne præstere. Og en stilsikker bror, Andreas Arlt, der styrede guitaren fremragende, mens han i øvrigt mest lignede en mellemting af en forsamlingshus­bestyrer og en norsk energiminister.

Bag dem Fabian Fritz på piano, Andre Werkmeister på trommer samt Henning Hauerken på elbas og kontrabas. Anmelderen kunne bedst lide, når han spillede på den oprette. Dens lyd var bedre end den elektriske, og den passede bedre til musikken.

De tre i baggrunden var – trods de mange år med de øvrige Hildesheim-musikere – noget stive i minerne, og man kunne ønske, der havde været en smule mere scene-sjov i dem. Men det ændrede ikke ved, at det var en rasende god gang regndans i en smuk baggård.

kommentar
deling del

Skriv et svar