af

Lars Geerdes

Anmeldelse: Party bag Flensborghus

Thorbjørn Risager & The Black Tornado fik deres publikum op af stolene, da det danske band gæstede Hof­kultur-festivalen.
Thorbjørn Risager & The Black Tornado fik deres publikum op af stolene, da det danske band gæstede Hof­kultur-festivalen.

– Vi skal holde fest her i aften, og festen begynder nu.

Det var denne salut, Thorbjørn Ris­ager fredag aften hilste velkommen med, da han sammen med sit band, The Black Tornado, gik på scenen på parkeringspladsen bag Flensborghus. Og sikke’n fest, vi fik.

P-pladsen er måske ikke så smukt som de øvrige gårde, der tjener som spillesteder ved Flensborgs årlige Hofkultur, til gengæld er der plads til op til 500 mennesker og det er langt flere, end de fleste gårde kan byde på.

Koncerten blev arrangeret i et samarbejde mellem Flensburger Hofkultur e.V og Sydslesvigsk Forening (SSF), og det danske band lokkede rigtig mange musikglade mennesker til Nørregade – også mange danskere, kunne man høre fra samtalerne blandt gæsterne. Arrangørerne var så heldige, at det holdt tørt under koncerten, efter at Flensborg hele dagen var blevet overfaldet af mørke skyer med korte, men kraftige byger.

Peter Kehl (t.v.) og Hans Nybo sørgede for mange sjove indslag ved koncerten. Men de er også rigtig gode musikere. Bagest ses pianisten Emil Balsgaard.

Herlig stemning

Det varede ikke længe, før stemningen blandt tilskuerne var helt oppe i det røde felt. Fra det første nummer blev der danset på arealerne til højre og venstre for stolerækkerne, da den 46-årige sanger, som er født i Gundsø ved Roskilde, med sin stærke og lidt rustne stemme gik i gang med sine medrivende, ofte blues­inspirerede rocknumre, hvor også et stænk funk dukker op engang imellem. Helt naturligt bestod repertoiret af mange numre fra bandets seneste cd, »Change My Game«, men der blev også serveret noget ældre materiale.

The Black Tornado kom lidt amputeret til Flensborg, idet saxofo­nisten Kasper Wagner ikke var med. Alligevel lykkedes det for det resterende syvmandshold at levere en fed, mættet lyd, hvor de to blæsere, Peter Kehl (trompet) og Hans Nybo (saxofon), stod for mange sjove indslag, mens Peter Skjerning i duet med Thorbjørn Risager spillede gode gammeldags rockguitarer – for det meste, men ikke udelukkende, med Skjerning i den ledende rolle. Ved slagtøjet var det en stilsikker Martin Seidelin, der drev numrene fremad, mens Søren Bøjgaard leverede en solid, men sjældent opsigtsvækkende bas. Sidst, men ikke mindst, sørgede Emil Balsgaard på den ekstra dimension, som gav sangene den særlige, herlige lyd – enten med klaver eller med hammondorgel (det var nu kun et instrument, han spillede på, men takket være elektronikken, kan det jo lade sig gøre at skifte lyd undervejs).

Thorbjørn Risagers stemme er før blevet sammenlignet med både Joe Cockers og Bob Segers, og det er der ikke noget ondt at sige om. Også bandets samlede lyd kommer tæt på en blanding af de to herrers musik. Alligevel er den måde, den danske musiker præsenterer sin musik på, helt sin egen – hvad der i øvrigt også gælder for de få coverversioner på programmet, »China Gate« af Nat King Cole og Muddy Waters’»Baby Please Don’t Go«.

Ved det sidste nummer før pausen, »Rock’n’Roll Ride«, rejser hele publikum sig for at få rørt fødderne og synge med, og det sker igen cirka midtvejs i andet set, hvor folk (inklusive undertegnede) ikke længere kan sidde stille og simpelthen laver Flensborghus’ gård om til en party­klub under åben himmel. Resten af aftenen, hvor musikerne på skift brillerer med fine soloer, er der ikke andet end fest – en fest, som for gæsternes skyld sagtens kunne have varet længere. De måtte dog nøjes med et enkelt ekstranummer.

Flensborghus’ parkeringsplads var godt fyldt med musikglade mennesker, der var kommet for at nyde Thorbjørn Risager & The Black Tornado. (Fotos: Sven Geißler)

kommentar
deling del

Skriv et svar