Single Daily
af

redaktionen

Anmeldelse: Nordfrisisk indie hittede i »Akti«

Torpus & The Art Directors begejstrede i Aktivitetshusets gård lørdag aften. Der er krummer i de nordfrisere, og vil de, kan de blive et verdensnavn, spår anmelderen.
Torpus & The Art Directors begejstrede i Aktivitetshusets gård lørdag aften. Der er krummer i de nordfrisere, og vil de, kan de blive et verdensnavn, spår anmelderen.

Skrevet af Thomas J. Wiltrup.

Der er noget ved gamle orgler. Det vidste Ove Thomsens far, da han på et loppemarked i Læk købte et gammelt rejse-orgel til sønnen for 50 euro. Men kan det nu indgå i rockmusik?

Drengene i »Torpus & The Art Directors« har kendt hinanden siden barnsben. De har gået i skole og også spillet musik sammen hjemme i Nibøl, og der blev bandet funderet, og stilen var rock.

Men bandet kan mere end rock. De tør gå andre veje, og pludselig, midt i noget, der minder mest om Nirvana, hives en trækbasun frem, og så får vi en cross-over og lander midt i den vidunderlige indie-stil, som også det internationalt kendte band Coldplay står for. Og når forsangeren så har en stemme, der lyder temmelig meget som nævnte bands forsanger, så er der dømt »nydning« fra allerførste nummer.

Torpus and The Art Directors spiller med usvigelig sikkerhed og en fantastisk udstråling gennem hele koncertens fem kvarter, og anmelderens eneste anke er netop, at den ikke varede længere. Sølle fem kvarter. Vi ville så gerne have mere, men atter en gang kom regnen – som så ofte før i dette års Hofkultur. Men publikum krævede mere, og Torpus og hans medmusikanter hoppede solidarisk ned fra scenen, ud i regnen blandt publikum og gav et ­akustisk ekstranummer. Det var varmt og godt.

Horisonternes melankoli

Og det var nordfrisisk, så det basker. Tekster i den melankoli, som gør horisonternes landsdel så smuk. At tage afsked og sætte punktum for noget. Men også at komme hjem. Om optimisme og håb.

»Let’s take the next slow train to my home, I need it again. I’ve never been much of a city child. She cries, my darling cries to show the weight og her burden, but let’s put that on a seperate pile« hedder det i »In ­Hushed Tones«, som blev et af anmelderens favoritnumre. Et nummer fuld af musikalske kontraster, fra helt stille kærlighed til savn, der skal skriges ud. Stor lyrik er det.

– Lyrikken er ekstrem god, og den griber dybt, det er ikke kun tralala, dette her, og musikken passer godt til disse Flensburger Hofkoncerter, siger Lena Svensson, der er sammen med sin mor Marina (begge Flensborg). Og moderen er enig:

– De er totalt gode, det var en fantastisk aften.

Første koncert i ti år

Og »Aktis« gård var god. Det er første gang i mindst ti år, der var koncert her, for en nabo havde sat en stopper for herlighederne. Men der er kommet en ny nabo, og denne havde givet tilsagn til koncert i det danske aktivitetshus, der er baseret på princippet »hjælp til selvhjælp«.

Bandet, der efter anmelderens mening fejlagtigt er katalogiseret som »Folk«, har udgivet tre plader, og frontfiguren Sönke Torpus lover et nyt album til december.

Og så bør de se at komme ud af anonymiteten. Der er krummer i nordfriserne og deres svenske bassist, der dog nu alle har hjemsæde i Hamborg. De skal få sig en ordentlig manager, for så kan de komme ud i verden. Og anmelderen spår: De bliver store.

– Vi skal på turne i Tyskland og Sverige til næste år, siger bassisten Jenny Apelmo, oprindelig fra Göteborg, til avisen.

Måske bliver det begyndelsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar