Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Anmeldelse: Liderlige læger og perverse personager

Har man allergi over for komedier, hvor sidespring og seksuelle udskejelser skal gemmes væk i et kosteskab, bør man undgå »Was der Butler sah«. Joe Ortons forestilling er hverken original eller genial. Men Landesthater holder dog et beundringsværdigt højt tempo.
Har man allergi over for komedier, hvor sidespring og seksuelle udskejelser skal gemmes væk i et kosteskab, bør man undgå »Was der Butler sah«. Joe Ortons forestilling er hverken original eller genial. Men Landesthater holder dog et beundringsværdigt højt tempo.

Psykiateren doktor Prentice søger en sekretær, og så snart hun dukker op til ansættelsessamtale, flår han tøjet af hende. Den pludselige indskydelse er ikke fagligt funderet. Doktorens bedre halvdel er samtidig seksuelt underernæret og bunder lige så mange whiskyglas som husbonden, har lesbiske tendenser og noget kørende med en piccolo på byens dubiøse jernbanehotel.

Ind på scenen kommer det første postulat: En liderlig sundhedsbureaukrat, doktor Rance, der angiveligt på myndighedernes vegne skal kigge doktor Prentices tvivlsomme praksis efter i sømmene. Og endnu et postulat: En engelsk politibetjent, der er lige så intelligent som en dør.

Den kvindelige sekretær bliver iklædt herretøj – og piccoloen hendes kjole. Og har man allergi over for komedier, hvor sidespring og seksuelle udskejelser skal gemmes væk i et kosteskab, så ved man, hvad det allerførste advarselssignal er i scenografien på scenen: Antallet af døre. Nogle mener endda, at jo flere udgange, der er på en scene, desto mindre er forestillingens relevans.

Landestheater viser frem til marts 2018 Joe Ortons engelske farce »Was der Butler Sah«. I Danmark er den de seneste 50 år blevet spillet under et væld af titler »Hvad tjeneren så gennem nøglehullet« har været den titel, der kom tættest på originalen. For snart 20 år siden gik forestillingen i Danmark med titlen »Hvad mingvasen gemte« – og siden er den vist ikke blevet opsat. Det har sin gode grund. Joe Ortons manuskript er hverken originalt eller genialt. Det burde snart gemmes i arkiverne og blive der.

Måske har stykket været originalt og endog relevant, da det blev skrevet i 1960erne. Dengang kunne man stadig chokere og forarge, og det var også Joe Ortons selverklærede mål. I dag er indholdet vel lettere komisk.

René Rollin spiller dr. Prentice og udstråler mere alvor end farce i sit spil. Han sjosker forfjamsket rundt, mens der forveksles, forbyttes, forklædes og forklares – forrykt og forvirret. Den ene løgn afløser den anden, og beskyldninger om alt homoseksualitet og fra transvetisme fyres af på stribe i lægelokalet. Man ville ønske, man kunne blive provokeret, men det kan man ikke.

Man bør være på vagt over for for teaterforestillinger med mænd i kjoler. På billedet ses Simon Keel, Alexandra Pernkopf, René Rollin og Robin Schneider. (Fotos: Thore Nilsson)
Man bør være på vagt over for for teaterforestillinger med mænd i kjoler. På billedet ses Simon Keel, Alexandra Pernkopf, René Rollin og Robin Schneider. (Fotos: Thore Nilsson)
Klaus Gramüller og René Rollin vender bagen til publikum. De spiller to læger, der har opmærksomheden rettet mod den nuttede Geraldine spillet af Alexandra Pernkopf - bag tæppet og uden tøj på. (Fotos: Thore Nilsson)
Klaus Gramüller og René Rollin vender bagen til publikum. De spiller to læger, der har opmærksomheden rettet mod den nuttede Geraldine spillet af Alexandra Pernkopf - bag tæppet og uden tøj på. (Fotos: Thore Nilsson)

Usandsynligheder

Forestillingen lever af sammenstødene mellem doktor Prentice og især doktor Rance, der – spillet af Klaus Gramüller med noget klamt hentehår – gør som om, han vil til bunds i en sovs af hemmeligheder.

Hektikken levner ikke megen tid eller plads til persontegningerne, selv om de seks medvirkende gør deres bedste i grøden af farce-genrens nogle gange urimeligt åndssvage usandsynligheder: Alexandra Pernkopf som den enfoldige ansøger til sekretærstillingen. Karin Winkler som den utro kone, der er født med spredte ben. Robin Schneider som piccoloen, der har sin egen dagsorden og slår plat, når han kan. Og Simon Keel som den tåbelige politibetjent.

Det hele køres langt ud, når figurerne ikke blot smider deres tøj, men også deres identitet. De mange løse ender af forviklinger og løgne samler Joe Orton til sidst i stykket ved at gøre de to unge mennesker, sektretæren Geraldine og piccoloen Nicholas, til tvillingebørn af psykiateren doktor Prentice og hans nymfoman af en hustru. Far og mor og datter og søn er altså tæt på incest­uøse forhold uden selv at vide det. Ikke videre morsomt. Heller ikke provokerende.

Men det er gode skuespillere alle sammen – og de er oppe i et beundringsværdigt højt tempo.

Landestheater skriver selv i en info-pdf til skoleklasser, at forestillingen sætter et spejl op foran et samfund, der udgiver sig selv som værende tolerant, men som har vanskeligt ved at accepetere, at nogle træder uden for normen. Det er store løfter, der ikke bliver indfriet.

»Was der Butler sah« kan ses i Flensborg Teater (5., 15. og 18. november, 8. december samt 25. januar og 11. februar 2018), Rendsborg Teater (31. december og 21. januar 2018), Slesvighus (26. december, 14. januar og 3. marts 2018), Husumhus (16. januar 2018), og Stadttheater Heide (18. januar 2018).

Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Was der Butler sah – komedie af Joe Orton (tysk oversættelse: René Pollasch). Iscenesættelse: Eva Hosemann. Scenografi og kostume: Lucia Becker. Premiere i Slesvighus den 29. oktober.

kommentar
deling del

Skriv et svar