Single Daily
af

redaktionen

Anmeldelse: Det går ikke uden kundenummer

Lørdag aften var Braasch­hof i Flensborg fyldt til bristepunktet, da Liese-Lotte Lübke gav den med skarpe, kritiske tekster i læst og sunget form.
Lørdag aften var Braasch­hof i Flensborg fyldt til bristepunktet, da Liese-Lotte Lübke gav den med skarpe, kritiske tekster i læst og sunget form.

Skrevet af Thomas J. Wiltrup.

Hun er kun 28 år, men hun har allerede været i gang en tredjedel af sit liv med samfunds­kritiske sangtekster, og hun er ved at blive ganske kendt.

Ingen bliver forskånet, heller ikke en vis, rødhåret verdensherre, der dog »af høflighed« ikke nævnes ved navn, men som får at vide, han da godt kan tage og springe ud fra den altan, han soler sig på. Og i samme åndedrag får denne »falske høflighed«, som aftenens kunstner netop selv har præsteret, et fur.

Og hr. og fru hvem-som-helst kan godt pakke det egocentriske facebook-sind sammen og finde de gamle dyder som menneskelighed, hensyn og ufornuft (!) frem og lade gruppe­chatsene vige for ægte samtaler.

Lørdag aften fik vi ægte samtaler i den lille rom-baggård, Braaschhof, i Rødegade (Rote Straße) i Flensborg, hvor der var udsolgt allerede i forsalg, og mange derfor måtte gå forgæves, for der var kun plads til 75.

Hovedet i sandet

Ægte samtaler var det, for Liese-Lotte Lübke var utrolig nærværende og blev aldrig »over-poppet«, når hun inddrog publikum i en dialog, og flere gange henvendte hun sig til en bestemt kvindelig tilskuer, der under showet havde fået repliceret, at hun hader sin chef.

Vi fik at vide, at det ikke nytter noget at stikke hovedet i sandet. Vi skal sige fra, hvis vi kan, og kan vi ikke, skal vi gøre det alligevel.

Også skrankepaven på kommunen, der ellers betegnes som rådgiver, fik et fur: »Har De ikke taget et kundenummer, kan vi virkelig ikke hjælpe Dem.«

Barnet, der surmuler, fordi man glemte at give hende en slikkepind i banken. Vi, der har en kedelig hverdag med: Stå op, arbejde, sove.

Vi drages alle ind i Lübkes sar­kastiske tekster, og det er nærværende og godt.

– Hun er musikalsk, og jeg får gåsehud over hendes ord og smukke stemme, siger Fanny, der ikke vil have sit efternavn i avisen, i pausen. Hun er kommet hertil fra Wolfsburg for at gå på Hofkultur – og for at hjælpe venner med at installere nyt lokum, griner hun.

Selv om aftenen har været rigelig megen gang hurtig-snak, hvilket for danske tilhørere har været trættende at forsøge at følge med i, vil publikum ikke lade Liese-Lotte Lübke gå, og vi får ekstranummeret »Kopf in den Sand«, og til sidst kan det høres langt ned ad Rødegade, for publikum synger højt med.

kommentar
deling del

Skriv et svar