Single Daily
af

Rasmus Meyer

Anklage mod AfD-chef Frauke Petry på vej

Det såkaldte immunitetsudvalg i Sachsens delstatsparlament anbefaler enstemmigt at ophæve Frauke Petrys immunitet. Dermed har delstatens anklagemyndighed mulighed for at undersøge, om chefen for AfD begik mened i 2015.
Det såkaldte immunitetsudvalg i Sachsens delstatsparlament anbefaler enstemmigt at ophæve Frauke Petrys immunitet. Dermed har delstatens anklagemyndighed mulighed for at undersøge, om chefen for AfD begik mened i 2015.

Har chefen for partiet Alternative für Deutschland (AfD) afgivet en falsk vidneforklaring under ed, da hun i november 2015 udtale sig i valgkommissionens udvalg?

Det spørgsmål har beskæftiget mange i Tyskland. Ikke mindst anklagemyndigheden i Sachsen, der har undersøgt sagen og anmodet landdagen i Sachsen om at ophæve Frauke Petrys immunitet, som gælder for medlemmer af delstatsparlamentet (landdagen) samt for medlemmer af forbundsdagen.

Immuniteten kan dog ophæves, hvis det vedtages af parlamentets immunitetsudvalg.

I Frauke Petrys tilfælde skete netop det torsdag. Immunitetsudvalget fulgte anklagemyndighedens ønske og anbefalede, at AfD-chefens immunitet ophæves.

Nu er det op til de øvrige parlamentsmedlemmer at beslutte, om anklagemyndigheden undersøge sagen til bunds. Det sker, hvis ingen parlamentsmedlemmer inden for syv dage indlægger protest mod immunitetsophævelsen.

Ifølge politiske eksperter kommer der ingen protester. Petrys partifæller har nemlig stemt for ophævelsen, og derfor er det usandsynligt, at nogen indlægger protest.

AfD-chef Frauke Petry

Frauke Petry siger, at hun ser frem til at sagen om mened kommer frem i offentlighedens lys. Hun frygter ikke anklagen.
(Foto: Michael Kappeler/dpa)

Sagens kerne

I november 2015 udtalte AfD-chef Frauke Petry sig i valgkommissionens udvalg. Hun var vidne i en sag om partiets håndtering af et lån til valgkampfinanseringen.

To måneder inden landdagsvalget i 2014 røg AfD-landdagskandidaten Arvid Samtleben af kandidatlisten. Ifølge Samtleben mistede han pladsen, der formentlig havde betydet en plads i landdagen, fordi han nægtede at give partiet et lån.

Efter valget klagede Arvid Samtleben til valgkommissionen, der efterfølgende udspurgte flere AfD-politikere. Deriblandt Frauke Petry.

Hendes vidneudsagn under ed afveg fundamentalt fra udsagnene fra de andre AfD-politikere. Derfor anmeldte en politiker fra partiet Die Linke Frauke Petry, og anklagemyndigheden gik ind i sagen.

Petry har ifølge Die Welt antydet, at de andre AfD-politikere har talt usandt.

I flere medier har hun desuden udtalt, at hun ikke frygter anklagemyndighedens undersøgelse. Hun ser frem til, at sagen undersøges til bunds.

– Når sagen kommer frem i offentlighedens lys, kommer valgkommissionens chikaneagtige fremgangsmåde også frem i lyset, sagde Petry til Welt am Sonntag.

Konsekvenser

Mindstestraffen for mened er et års fængsel. Men flere eksperter vurderer, at en fængselsdom for Petry er usandsynlig. Det er langt mere sandsynligt, at hun bliver dømt for at have svaret utilstrækkeligt under ed. Det vil betyde en bøde, hvis hun overhovedet bliver dømt.

Alligevel kan sagen koste Frauke Petry dyrt. Hun er AfD-Sachsens spidskandidat til forbundsdagsvalget den 24. september, men efter et internt opgør i AfD er hun røget ud på et sidespor.
Hun fremlagde et nyt koncept for AfD, der blev skudt ned af partiet. Efterfølgende led hun et voldsomt nederlag til de to nye partiformænd Alexander Gauland og Alice Weidel.

kommentar
deling del

Skriv et svar