Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Angela Merkel skammer sig over antisemitisme i Tyskland

Tysklands forbundskansler advarer på den internationale holocaustdag om voksende antisemitisme i Tyskland.
Tysklands forbundskansler advarer på den internationale holocaustdag om voksende antisemitisme i Tyskland.

Angela Merkel, Tysklands forbundskansler, kalder det “skamfuldt”, at jødiske institutioner i Tyskland er nødt til at være beskyttet.

Hun advarer også mod en voksende antisemitisme i Tyskland, skriver avisen Die Welt.

Budskabet fra Merkel kommer i anledning af, at det lørdag er international mindedag for Holocaust.

– Det er ikke til at hold ud at tænke på, og det er skamfuldt, at ingen jødiske institutioner kan fungere uden politibeskyttelse, uanset om det er en skole, en børnehave eller en synagoge, siger Merkel i sin ugentlige videobesked på internettet til tyskerne.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at hun bekræfter, at hun i den næste regering agter at oprette en særlig stilling med ansvar for at håndtere antisemitisme.

Den skal imødegå de stadig flere tilfælde i Tyskland af hadtaler mod jøder og mod Israel.

En del af antisemitismen kommer fra det yderste højre. Men der er også meget antisemitisme hos mange muslimske migranter, der er kommet til Tyskland.

  • Holocaust er betegnelsen for nazisternes forfølgelse og forsøg på at udrydde jøder i Europa.
  • Ordet betyder “brændt” eller “brandoffer”.
  • Shoah er den nutidige jødisk-hebraiske betegnelse for Holocaust.
  • Nazisterne kom til magten i Tyskland i 1933 og regerede landet frem til nederlaget i Anden Verdenskrig i 1945.
  • I denne periode dræbte nazistyret omkring seks millioner jøder i Tyskland og i de lande, Tyskland besatte.
  • Mange af jøderne blev tvangsforflyttet til koncentrationslejre, hvor de blev dræbt i gaskamre eller bukkede under for sult og sygdomme.
  • En af de mest berygtede dødslejre var Auschwitz-Birkenau i det besatte Polen. Her menes 1,1 millioner mennesker at være dræbt.

I den tyske hovedstad, Berlin, blev der i december brændt israelske flag af. Det skete, efter at USA’s præsident, Donald Trump, havde meddelt, at USA nu anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

Den internationale mindedag for Holocaust blev fastsat af FN i 2007. Den falder hvert år 27. januar.

Tyskland har siden 1996 markeret dagen som mindedag for ofrene for nazismen.

På denne dato i 1945 befriede sovjetiske soldater lejren Auschwitz-Birkenau, der lå i det tyskbesatte Polen.

Det var en koncentrations- og dødslejr, hvor nazisterne udryddede jøder ved at sulte dem, lade dem arbejde sig ihjel eller gasse dem.

I perioden fra 1940 til 1945 blev omkring 1,1 millioner mennesker dræbt i Auschwitz-Birkenau, skriver Die Welt.

Omkring seks millioner jøder blev dræbt af nazisterne under Anden Verdenskrig

kommentar
deling del

Skriv et svar