Single Daily
af

Marc Reese

– Alkohol fylder meget i Flensborg

Tilstanden på Søndertorvsscenen optager Bernd Ries og Stefan Moser fra IG Rote Straße meget. Ries efterlyser, at kommunen griber ind. Moser konstaterer, at alkohol fylder utrolig meget i det offentlige rum i Flensborg.
Tilstanden på Søndertorvsscenen optager Bernd Ries og Stefan Moser fra IG Rote Straße meget. Ries efterlyser, at kommunen griber ind. Moser konstaterer, at alkohol fylder utrolig meget i det offentlige rum i Flensborg.

– Jeg er bekymret for udviklingen. Ser man på situationen, så må jeg sige, at alkohol er meget synlig i Flensborgs gadebillede. Og det gælder ikke kun på Søndertorv.

Det siger Stefan Moser fra virksomheden Contor i Rødegade (Rote Straße). Han er desuden kasserer i interessefællesskabet IG Rote Straße.

Flensborg Avis har kontaktet ham og interessefællesskabets formand, Bernd Ries (Die Weinstube i Krusehof), for at høre nærmere om situationen på Søndertorv, som blev heftigt debatteret på et udvalgsmøde i sidste uge, hvor Bernd Ries også var til stede.

– Debatten var meget følelsesladet og langstrakt. Det havde været for meget af det gode, hvis jeg også havde taget ordet. Men jeg tilslutter mig de synspunkter, der kom frem, siger Bernd Ries.

Måske bør der være et alkoholforbud på Søndertorv, foreslår forretningsdrivende i Flensborg. Foto: Martin Ziemer

Må ikke gemme sig væk

Han henviser hermed til børneterapeut Anja Funk-Klebe, pastor Marcus Friedrich og Volker Willandsen fra Forum Søndertorv, der opremsede og uddybede en række problemstillinger, som de ser på Søndertorv.

– Jeg ville ønske, at kommunen ville sætte sig igennem. At den markerer, hvordan reglerne skal være – selv hvis det muligvis resulterer i kritik. Kommunen skal ikke gemme sig, ellers trækker det i langdrag. Hvis jeg som forretningsmand ville agere, som kommunen gør, når der er konflikter på bordet, så havde jeg da været ude af markedet allerede for 15 år siden, siger Bernd Ries.

Han erkender, at han og andre forretningsdrivende i Rødegade kun sporadisk oplever, hvad der reelt sker på selve Søndertorv.

Bekymret for attraktiviteten

– Ud fra en erhvervsdrivendes syn erkender jeg, at en kommunes attraktivitet står og falder med de såkaldte hotspots. Og her er Rødegade og Museumshavnen de vigtigste steder. Det drejer sig om attraktiviteten. Og det man så ser, er ikke ligefrem god reklame for Flensborg. Jeg ser en fare for, at attraktiviteten falder, siger Bernd Ries.

– Jeg har heller ingen ultimativ løsning. Måske bør der være et alkoholforbud, så det bliver forbudt at nyde alkohol offentligt på Søndertorv, eller kontrollen bør øges, siger Bernd Ries.

– Men jeg er bekymret for, at området bliver mindre attraktivt, fortsætter han.

Definerer sig via alkohol

Stefan Moser kommer oprindeligt fra München i Sydtyskland. Han kom til Flensborg for cirka 20 år siden, og han slår fast, at alkohol er enormt synlig i det offentlige rum i Flensborg.

– Det er meget påfaldende, så ofte man ser alkohol i bybilledet. Der er jo ikke noget at sige til, hvis der drikkes ved Kritz, men der er så mange, der hænger rundt omkring – og der er mange der, hvor der er siddemuligheder. Gad vide, hvad restauranter, cafeer og værtshuse – samt flensborgerne i det hele taget – synes om det, siger Stefan Moser, som tilføjer, at alkohol er et vanskeligt emne.

– Denne by definerer sig utrolig meget via alkohol. Prøv at se på julemarkedet. I München er der fokus på lys og andet, her i Flensborg drejer alt sig om punch. Du har fornemmelsen af, at du går fra punchbod til punchbod, siger Stefan Moser.

Han konkluderer:

– Der skal være plads til alle befolkningsgrupper. Men man bliver nødt til at drøfte, i hvilket omfang man vil have hvad. For hvis alkohol sættes så meget i fokus overalt, må man ikke undre sig over konsekvenserne, konkluderer han.

* * *
Læs mere i torsdagsavisen

 

kommentar
deling del

Skriv et svar