Single Daily
af

Jens Nygaard

Albig kritiserer de danske partifæller

Artiklen indeholdt tidligere en beskrivelse af Socialdemokratiets seneste politiske udvikling. Formuleringen var en klar fejl, som derfor er blevet fjernet. Flensborg Avis beklager fejlen.

Normalt er der et godt forhold mellem de socialdemokratiske partier i Danmark og Slesvig-Holsten, men det var ikke just pæne ord, partikammeraterne i Danmark fik med på vejen, da den slesvig-holstenske ministerpræsident Torsten Albig (SPD) fredag aften afholdt et valgmøde i Phänomenta i Flensborg.

– Jeg ser det som et stort problem, at det efterhånden ofte er svært at se forskel på de danske socialdemokrater og Dansk Folkeparti, sagde Torsten Albig.

Ytringen faldt på et tidspunkt, da snakken var om flygtninge, og det lå i luften, at det mest var de danske socialdemokraters politik på dette område, Torsten Albig havde i tankerne.

Skal ikke overtage populistisk dagsorden

– Vi skal ikke overtage højrepopulisternes dagsorden. Det ville være helt forkert af os – og det er også noget, som gælder de øvrige socialdemokratiske partier i Europa, sagde den slesvig-holstenske ministerpræsident.

Han går ind for, at man skal have en mere stringent politik i stedet for med en spindoktor ved sin side hele tiden at skifte udmeldinger alt efter, hvad der bliver taget op af populister.

Og han mener, at de cirka 90 procent af befolkningen, som ikke har meget til overs for højrepopulister, må kunne finde sammen.

– Jeg opfordrer vælgerne til at se på, hvad vi lovede inden det seneste landdagsvalg. Vi har stort set ført løfterne ud i livet, sagde regeringschefen, der havde Phänomenta som sidste station under sit besøg i Flensborg.

Hadet skal ud

I den danske retning var der dog også lovord fra Albig. Han fremhævede, at mindretal skal behandles godt, og at der er et godt forhold til regeringspartneren SSW.

I det hele taget pointerede han, at der stort set ikke har været offentlig strid mellem de tre regeringspartier i Slesvig-Holsten i de seneste fem år.

– Danskerne lod også en tysker, nemlig mig, tale ved mindehøjtideligheden 150 år efter slaget ved Dybbøl, og det var stort. Vi skal have hadet ud. I disse år kan vi mange steder i Europa se, hvor let had fremkommer, sagde Torsten Albig til omkring 100 fremmødte.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar