Single Daily
af

Thomas Schumann

Afgift sender danske lystbåde til tyske havne

Danske bådejere kan spare forsikringsafgiften, og derfor lader nogle båden overvintre i Tyskland. Det går ud over bådebyggere i Danmark, som taber indtægter på vedligeholdelse og reparationer.
Danske bådejere kan spare forsikringsafgiften, og derfor lader nogle båden overvintre i Tyskland. Det går ud over bådebyggere i Danmark, som taber indtægter på vedligeholdelse og reparationer.

Afgifter og grænsehandel handler ikke kun om Fleggaard og billig øl. Det handler også om lystbåde.

Den såkaldte »lystfartøjsforsikringsafgiftslov« har ifølge bådejere, bådebyggere og Dansk Industri skabt en problematisk grænsehandel. Ifølge loven skal bådejere betale 1,34 procent af den værdi, som bådens kaskoforsikring dækker over. Velhavere, som ejer en båd med en værdi på eksempelvis en million kroner, skal altså betale 13.000-14.000 kroner i afgift.

De kan imidlertid få forsikringsselskaberne til at fritage dem for kaskoforsikringen i de måneder, båden er udenfor dansk territorium og dermed – helt lovligt – slippe for forsikringsafgiften. Det er et problem, mener Sune K. Jensen, fagleder for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Industri.

– For nogle bådejere kan det godt svare sig, at få båden i havn eller på land i udlandet vinteren over, når de alligevel ikke sejler i den. Samtidig køber de typisk ekstra ydelser til, såsom bundmaling og reparation hos de tyske bådebyggere. De indtægter forsvinder ud af Danmark, og det truer nogle af de små danske bådebyggere, siger Sune K. Jensen.

Han vurderer, at op mod 1000 danske både årligt overvintrer i Tyskland og Sverige. Særligt bådebyggere i Sønderjylland må se kunderne sejle ned over grænsen og få lagt båden op i vinterhalvåret.

Dansk Industri vurderer, at omkring 1000 danske lystbåde tager turen over grænsen, for at slippe for forsikringsafgiften. (Foto: Sven Geißler)

Dansk Industri vurderer, at omkring 1000 danske lystbåde tager turen over grænsen, for at slippe for forsikringsafgiften. (Foto: Sven Geißler)

Forsikringsafgiften har i perioden 2013 til 2016 givet statskassen en årlig indtægt på mellem 120 og 130 millioner kroner. Indtægterne steg en smule efter SRSF-regeringen hævede afgiften fra 1,0 til 1,34 procent i 2012, men siden er indtægterne skrumpet en smule hvert år.

I et svar til Folketingets skatteudvalg siger skatteminister Karsten Lauritzen (V), at han »finder det naturligt« at drøfte en eventuel afskaffelse af lystfartøjsforsikringsafgiften, for at imødegå, at danske både overvintrer i udlandet. Den 12. november besluttede regeringen at sænke en række afgifter for en værdi af 720 millioner kroner, for at imødegå grænsehandel med blandt andet øl og sodavand i Tyskland.

kommentar
deling del

Skriv et svar