Single Daily
af

Marc Reese

Affald irriterer Flensborgs strandgæster

Flere besøgende kritiserede torsdag renligheden på stranden i Solitüde. Udfordringen er svær at løse, hvis ikke strandgæsterne hjælper med at holde stranden ren, vurderer TBZ.
Flere besøgende kritiserede torsdag renligheden på stranden i Solitüde. Udfordringen er svær at løse, hvis ikke strandgæsterne hjælper med at holde stranden ren, vurderer TBZ.

– Det er noget svineri. Forfærdeligt.

Det sagde en 75-årige kvinde fra Flensborg, der torsdag formiddag ærgrede sig gevaldigt over, at affaldet fløj rundt på fortovet ved stranden i Solitüde.

Flere cyklister, forældre med børn og andre strandgæster stoppede op og beklagede ligeledes dette triste syn. Blandt affaldet var engangsgriller, øldåser, poser, bægere, papkasser og andet.

Der gik dog ikke lang tid, før medarbejdere fra TBZ ryddede efterladenskaberne – formentlig efter en lang, festlig nat – væk.

– Affaldet var meget iøjnefaldende, da vi kom herned til vores strandophold, sagde Florian Paul Kuhn, 21 år, der torsdag var blandt gæsterne på stranden i Solitüde.

Der bliver efterladt en masse affald på stranden i Solitüde. Foto: Sven Geißler

Geoffrey Warlies, talsmand for kommunens tekniske afdeling, TBZ, er udmærket klar over, at der specielt om sommeren kan opstå problemer med for meget affald på byens strande. Men problemet er svært at løse.

– Problemet er, at stranden ikke er gjort rent, inden de første strandgæster møder om morgenen efter den forgangne nats fester. Tendensen inden for det seneste går generelt i den retning, at kommunens strande bliver brugt langt mere. Er der fyldt på stranden, bliver der efterladt meget affald. Vi appellerer derfor til borgerne om at gøre rent efter sig, så også andre efterfølgende kan bruge stranden uden indskrænkninger, siger Geoffrey Warlies.

Ifølge talsmanden er TBZ jævnligt på strandene i Solitüde og Ostseebad, selv om det i hverdagen er Bequa (kl. 7-9) og om weekenden et andet firma (to gange både lørdag og søndag), som tager sig af rengøringen.

Warlies oplyser, at der blev stillet store containere, affaldsbeholdere til grillkul og flere affaldsbeholdere op for at begrænse problemet.

 

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar