Single Daily
af

Niels Anton Heilskov

AfD vil sætte kronen på værket til det tyske valg

Det omdiskuterede ­nationalkonservative parti AfD tror på succes til forbundsdagsvalget. De håber, at deres gode resultater ved delstatsvalgene vil fortsætte på forbundsplan.
Det omdiskuterede ­nationalkonservative parti AfD tror på succes til forbundsdagsvalget. De håber, at deres gode resultater ved delstatsvalgene vil fortsætte på forbundsplan.

Rådhuspladsen i byen Dessau i den tyske delstat Sachsen-Anhalt strækker sig smalt gennem byens skizofrene blanding af forladt blokbyggeri fra DDR, historiske bygninger og moderne indkøbscentre. I den ene ende foran rådhuset kæmper otte personer med at få hængt politiske bannere op på den nyopstillede scene, der skal være centrum for den lokale afdeling af AfDs demonstration mod asylkaos i Tyskland.

I den anden ende af pladsen bag to parkerede salatfade fra politiet er en anden gruppe mennesker mødt op med regnbueflag og plakater om tolerance for at vise deres modstand mod AfD-demonstrationen. Ligesom de to gruppers klare modsætninger kæmper plakater fra det kommunistiske parti med plakater for AfD om pladsen i byens lygtepæle.

Kunstneren Karsten Lückemeyer er en af de fast moddemonstranter, når AfD er på gaden i Dessau. Foto: Anton Heilskov.

Kunstneren Karsten Lückemeyer er en af de fast moddemonstranter, når AfD er på gaden i Dessau. Foto: Anton Heilskov.

Men selv om den tidligere østtyske by på denne dag viser sine klare modsætninger, er der et klart overtag til fordel for tilhængerne af det forholdsvis unge parti AfD. Det er her i Dessau og Sachsen-Anhalt, at partiet har den største andel tilhængere og nyder tilværelsen som det næststørste med opbakning fra godt hver fjerde vælger ved det seneste landdagsvalg.

Den succes skal partiet nu for forsøge at få omsat til stemmer ved det tyske forbundsdagsvalg, og en af dem, der drømmer om at kunne træde ind i Forbundsdagen på vegne af partiet, er den lokale kandidat Andreas Mrosek. Den tidligere kaptajn har været medlem af CDU, men under Merkels tid som kansler og leder af det konservative parti måtte han skifte til AfD. Det var der særligt en grund til.

– Merkel har ikke styr på migrantkrisen. Vi oplever konstant voldelige overfald og lignende her. Vi accepterer det ikke. Vi i Østtyskland er mere patriotiske, og vil beskytte vores land, siger Andreas Mrosek.

Andreas Mrosek er nummer fire på kandidatlisten i Sachsen-Anhalt til forbundsvalget. Foto: Anton Heilskov.

Andreas Mrosek er nummer fire på kandidatlisten i Sachsen-Anhalt til forbundsvalget. Foto: Anton Heilskov.

AfDs østtyske flagskib

Og patriotismen i de fattigere østtyske delstater har været en effektiv grobund for AfD, mener Gero Neugebaur, der er professor i statskundskab ved Freie Universität Berlin og kender af AfD og østtysk politik.

– I Østtyskland bliver befolkningen stadig mere nationalistisk, og ideen om immigranter og flygtninge er meget fjern for befolkningen, da det ikke rigtig har eksisteret i DDR. Østtyskerne har samtidig gennemlevet en masse nederlag efter murens fald, og de frygter, at flygtningene vil føre til højere omkostninger, der rammer dem, forklarer Gero Neugebauer.

Det er dog ikke kun i Sachsen-Anhalt, at AfD har nydt succes ved delstatsvalgene. I Mecklenburg-Vorpommern opnåede partiet 20,8 procent, og i Berlin løb de med 14,2 procent af stemmerne. I de tre seneste delstatsvalg i det tidligere Vesttyskland opnåede partiet ikke de samme høje stemmetal, men de kom klart ind i landdagene i Saarland, Slesvig-Holsten og i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen. Alligevel har der i løbet af valgkampen hersket stor tvivl om AfDs muligheder.

Andreas Mrosek er dog overbevist om, at protesterne mod Angela Merkel vil sikre hans parti et strålende valg i hele Tyskland.

– Vi skal have et tocifret resultat. Her i Sachsen-Anhalt skal vi over 20 procent. Der vil altid være folk, der taler om, at vi ikke kan klare spærregrænsen, men det er bare, fordi de ikke kan lide os, siger Andreas Mrosek.

Og den lokale kandidats ambitioner virker meget realistiske, hvis man spørger Gero Neugebauer.

– AfD er kommet ind ved samtlige valg, de har deltaget i siden 2014, så de kan skaffe resultater. Og vi ser tit, at de klarer sig bedre, end meningsmålingerne viser, da nogle AfD-vælgere ikke røber, hvad de stemmer.

Han støttes af sin kollega, professor i statskundskab og AfD-ekspert fra universitetet i Duisburg-Essen, Karl-Rudolf Korte, der understreger, at den politiske historie i Østtyskland er afgørende for AfDs succes.

– I øst har AfD delvis udviklet sig til at være et folkeparti. Her samler de fortvivlede vælgere og virker som en frustrationsventil. Og i Østtyskland har man ikke den samme historie med partier, så vælgerne skifter oftere fra parti til parti, forklarer Karl-Rudolf Korte.

Selvom AfD er det andet største parti i Sachsen-Anhalt, møder de fast modstand ved deres demonstrationer. En af moddemonstranterne er Karsten Lückemeyer, der er mødt op klædt ud som karakteren Peter Ghost. Udover at demonstrere laver han blandt andet børnemusik, der opfordrer til tolerance og forståelse.

Partiet ser en ledestjerne i øst

Telefonen er rødglødende. Andreas Mrosek trækker den med få sekunders mellemrum op af sin jakkelomme for at give dagens stjernetaler Björn Höcke rutevejledninger. Björn Höcke er en af partiets mest populære og omstridte figurer.

Björn Höcke. Foto: Anton Heilskov.

Björn Höcke. Foto: Anton Heilskov.

Han er blevet lands- og verdenskendt for sin brug af nazi-klingende retorik og hans bemærkning om, at mindesmærket for ofrene for holocaust i Berlin var en skamplet for Tyskland.

I mellemtiden dukker lederen af AfDs landdagsgruppe i Sachsen-Anhalt op. André Poggenburg. Manden, der var med til at overtale 24,2 procent af vælgerne til at stemme på AfD, stiller ikke selv op til forbundsdagsvalget, men han mener, at han og den lokale afdeling af AfD danner et forbillede for resten af Tyskland.

– Vi østtyskere har altid været lidt mere modige. Vi er forgangsmænd for resten af Tyskland, forklarer André Poggenburg, der har samme forventninger til valgresultatet som sin partikollega Andreas Mrosek.

André Poggenburg er overbevist om, at AfD's popularitet i Østtyskland også vil sprede sig til Vesttyskland. Foto: Anton Heilskov.

André Poggenburg er overbevist om, at AfD’s popularitet i Østtyskland også vil sprede sig til Vesttyskland. Foto: Anton Heilskov.

Gero Neugebauer mener derimod ikke, at AfD umiddelbart kan omsætte succesen i Østtyskland til succes i hele Tyskland.

– Den østtyske del af AfD søger en avantgarde-rolle. Det lægger sig op af den fortælling, som det socialistiske parti i DDR forsøgte at skabe. Men der er kæmpe forskel på AfD i Øst- og Vesttyskland. Og de er i virkeligheden dybt uenige om afgørende emner, siger Gero Neugebauer, der dog mener, at AfD igennem deres arbejde og magt i delstater som Sachsen-Anhalt med tiden kan komme til at fremstå mere stuerene.

Drømmen om et succesfuldt martyrium

– Höcke Höcke Höcke!

Publikums råb er taktfast og stigende i kraft, idet Björn Höcke går på scenen efter en længere pause grundet et voldsomt skybrud med tordenvejr. Folk vifter med russiske flag og to personer i t-shirts fra det neonazistiske parti NPD bliver tilsyneladende så begejstrede, at politiet finder det nødvendigt at trække dem ud af forsamlingen. Og ligesom de to neonazister ligger en stor del af AfDs selvforståelse også i at være begrænsede i udfoldelsen af deres politiske virke.

– Vi bliver til et mindretal i vores eget land. Vi må kaste alt ind i valgkampen, så vi ikke udrydder vort eget folk i en kernenedsmeltning. Vi bliver nødt til at bryde med medierne og de etablerede partiers løgne og kæmpe imod, råber Höcke udover folkemassen.

Deltagerne ved demonstrationen er særligt imod indvandring til Tyskland. Foto: Niels Anton Heilskov.

Deltagerne ved demonstrationen er særligt imod indvandring til Tyskland. Foto: Niels Anton Heilskov.

Gero Neugebauer ser netop denne alle mod os-fortælling som en af grundpillerne for partiet og dets succes.

– De søger altid en martyrrolle og taler om, hvordan partiet først bliver fri for forfølgelse og usandheder, når det bliver et stort regeringsparti,siger Gero Neugebauer.

Myten om den evige forfølgelse og partiets kontroversielle fremtoningen på højrefløjen har skabt mange overskrifter for AfD, og partiet er generelt lykkedes med at få en stor medieopmærksomhed sammenlignet med andre små partier. Det har partiet ifølge Karl-Rudolf Korte draget stor fordel af, men han vurderer samtidig, at den succes er ved at tage af.

– De har haft succes med at have mange flyvende målsætninger og berøre tabubelagte emner. Men de andre partier har lært at omgås det, og det kommer til at reducere AfDs succes ved forbundsdagsvalget, siger Karl-Rudolf Korte.

Hvordan det endelige resultat af forbundsdagsvalget bliver, er endnu uvist, men Andreas Mrosek er i hvert fald overbevist om, at dagens demonstration har bragt ham og partiet et skridt tættere på Forbundsdagen.

– Vejret var imod os, men jeg var meget tilfreds med antallet af fremmødte. Vi er godt i gang med valgkampen, siger Andreas Mrosek og smiler tilfreds.

Det er ikke kun på gadeplan, at AfD har mange tilhængere. På Facebook er partiets side med 357.000 følgere mere end dobbelt så stor som CDU's. Foto: Anton Heilskov.

Det er ikke kun på gadeplan, at AfD har mange tilhængere. På Facebook er partiets side med 357.000 følgere mere end dobbelt så stor som CDU’s. Foto: Anton Heilskov.

 

kommentar
deling del

Skriv et svar