Single Daily
af

Jens Nygaard

AfD kræver oplysninger om størrelsen på mindretal

To mindretal i Tyskland vender sig mod ønske fra blandt andet partiet Alternative für Deutschland vedrørende flere oplysninger om deres antal. Det ville gå imod den tyske grundlov, anfører mindretallene.
To mindretal i Tyskland vender sig mod ønske fra blandt andet partiet Alternative für Deutschland vedrørende flere oplysninger om deres antal. Det ville gå imod den tyske grundlov, anfører mindretallene.

For kort tid siden var mindretalsrapporten om sorberne til debat i landdagen i den tyske delstat Sachsen. Den huser sammen med Brandenburg medlemmerne af det slavisktalende mindretal.

I den forbindelse blev der fra blandt andet partiet Alternative für Deutschland (AfD) efterlyst aktuelle tal og mere troværdige oplysninger om folkegruppens størrelse. Blandt andet blev der bedt om en frivillig folketælling.

Et par uger forinden havde et AfD-medlem af landdagen i Sachsen også bedt om svar på, hvor mange romaer der egentlig er i Sachsen.

Det er politiske markeringer, som de to mindretal nu reagerer på, ligesom de får støtte fra Mindretalsrådet, der omfatter de fire anerkendt mindretal i Tyskland. Her henviser man til Europarådets charter om mindretal, hvoraf det fremgår, at det står enhver frit at bekende sig til et mindretal, og at noget sådant »ikke må efterprøves af myndighederne«.

– Vi synes slet ikke, at landdagen i Sachsen skal tillade spørgsmål, der helt klart har en racistisk baggrund, lyder det fra Zentralrat der deutschen Sinti und Roma i Heidelberg.

Romaernes råd peger på, at AfD i flere delstatsparlamenter i Tyskland har stillet den slags spørgsmål – der i sin substans har til formål at kaste et negativt lys på folkegruppen.

Romaerne gør opmærksom på, at den tyske grundlov i sin artikel 3 klart siger, at der ikke må indsamles oplysninger om etniske tilhørsforhold.

– Når AfD gentagne gange beder om etniske data, så er det en klar tilkendegivelse af, at partiet ikke føler sig bundet af vores grundlov, siger formanden for Zentralrat, Romani Rose.

Han henviser til, at den nye italienske regering har et lignende mål. Og han mener, at det er på høje tid, at den tyske forfatningsbeskyttelse (Verfassungsschutz) tager fat i sagen.

– Svaret rundt omkring i landdagene kan kun være, at noget sådant ikke er tilladt, og at derfor ikke er nogen årsag til overhovedet at beskæftige sig med de spørgsmål, hedder det fra Zentralrat.

Sorberne i Sachsen og Brandenburg ytrer sig på linje med romaerne:

– Vi afviser en folketælling, om det så er frivilligt eller obligatorisk at deltage. Vi må henvise til den frie ret til at bekende sig til en befolkningsgruppe, som det er sikret i blandt andet den saksiske lov om sorberne, siger formanden for sorbernes kulturelle hovedorganisation, Domowina, David Statnik.

Han erkender, at skolesituationen for sorberne skaber problemer. Ganske vist er antallet af elever i de sorbiske klasser og skoler let stigende – men det kan kan også konstateres, at antallet af elever, der har sorbisk som hjemmesprog, falder mærkbart.

Statnik konkluderer, at situationen fordrer handling – men i form af en positiv forskelsbehandling for at bevare det sorbiske sprog.

– Det er også, hvad loven foreskriver. Og vi er glade for, at delstaterne Brandenburg og Sachsen og den tyske stat er vore forbundsfæller i denne sag, siger sorberformanden.

- Vi vil ikke tælles - om det så skulle være frivilligt eller med pligt til at deltage, siger formanden for sorbernes hovedorganisation, Domowina, David Statnik. Arkivfoto: Martina Metzger.

– Vi vil ikke tælles – om det så skulle være frivilligt eller med pligt til at deltage, siger formanden for sorbernes hovedorganisation, Domowina, David Statnik. Arkivfoto: Martina Metzger.

kommentar
deling del

Skriv et svar