Single Daily
af

Jens Nygaard

Ældre bliver indlagt på grund af varmen

Dansk Sundhedstjeneste har haft flere tilfælde, hvor ældre er blevet indlagt, fordi de dehydrerer i varmen. Stor opmærksomhed på onsdag, som måske bliver sommerens varmeste dag.
Dansk Sundhedstjeneste har haft flere tilfælde, hvor ældre er blevet indlagt, fordi de dehydrerer i varmen. Stor opmærksomhed på onsdag, som måske bliver sommerens varmeste dag.

På onsdag siger meteorologerne, at alt tyder på, at det bliver sommerens hidtil varmeste dag – i en periode, der har været præget af meget varmt vejr og en sommer, der ser ud til at slå rekorder. Måske bliver varmerekorden i Danmark også slået nord for grænsen.

Onsdag vil der derfor være ekstra fokus på ældre medborgere og andre svagelige, der har problemer med varmen.

– Vi har i denne sommer i flere tilfælde måttet indlægge nogle af vore ældre klienter, fordi de dehydrerede i varmen, fortæller Kerstin Reich, der er ambulant leder ved Dansk Sundhedstjeneste i Sydslesvig.

Problemet for mange af de ældre er, at de ikke føler tørsten lige så meget som deres yngre brødre og søstre. Og når de ikke får væske nok, så reagerer kroppen meget hurtigt.

– De bliver lidt sløve, de falder, og de husker dårligere, fortæller Kerstin Reich.

Det er symptomer, som personalet ved Sundhedstjenesten er meget opmærksomme på, og hvis der er tegn i den retning, så bliver den ældre medborger sendt til en læge.

– Vi sætter også væske frem til dem og minder dem om, at de skal huske at drikke det. Og vi holder efterfølgende øje med, om de nu har fulgt rådet, fortæller afdelingslederen ved Sundhedstjenesten.

Hun har også flere råd til ældre og svagelige om, hvordan de skal forholde sig, hvis det er meget varmt. Det drejer sig blandt andet om, at de skal huske at salte deres mad godt. Salt binder nemlig vandet i kroppen.

– Og så fortæller vi dem, at de ikke skal have ret meget tøj på, men være let påklædt. Og de får at vide, at de ikke skal bevæge sig for meget, siger Kerstin Reich.

Hun råder over faguddannet personale, der er trænet i at iagttage symptomer. Når de ældre har drukket for lidt, kan disse symptomer også være tegn på andre og ret alvorlige sygdomme – og derfor bliver det ofte valgt at konsultere en læge.

En historie fra Danmark viser, at den væske, som man indtager, ikke udelukkende skal være postevand. Holbæk Sygehus har i løbet af sommeren haft flere indlagt, som havde fulgt rådet om at drikke ekstra meget – men de havde kun drukket postevand.

– På den måde skyller man vigtige salte ud af kroppen, og det kan være farligt, fortæller overlæge Henrik Ancher Sørensen til dagbladet Nordvestnyt.

Rådet er, at man helst også skal drikke saftevand, juice og gammeldags mineralvand som Apollinaris, der også indeholder sukker og salte.

Når det er så varmt som i disse dage, hjælper Dansk Sundhedstjenestes medarbejdere - som her Maria Wollenberg - med at minde de ældre som Ilse Petersen om, at de skal huske at drikke nok. Foto: Martin Ziemer

Når det er så varmt som i disse dage, hjælper Dansk Sundhedstjenestes medarbejdere – som her Maria Wollenberg – med at minde de ældre som Ilse Petersen om, at de skal huske at drikke nok. Foto: Martin Ziemer

kommentar
deling del

Skriv et svar