Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Jamaica-regering er falsk varebetegnelse

Der er ingen lette løsninger. Men med den hidtidige praksis i omgangen med cannabis har vi fået et stort kendskab til, hvordan det ikke fungerer.
Niels Ole Krogh

Du kan ikke forhindre folk i at dyrke en plante. Nok forbyde det, men ikke forhindre det. Og hvorfor skulle jeg holde mig til loven, når loven vil ødelægge mit liv?

Sådan sagde den dengang 58-årige slesviger Heinz Willy Callsen til Flensborg Avis for nøjagtig to år siden.

Callsen, der er en syg mand, er flere gange blevet fængslet for at dyrke cannabis til eget forbrug. Det euforiserende stof holder hans tourettes syndrom i ave. Det er fuldkommen urimeligt, at en mand som Callsen skal kriminaliseres på baggrund af en sygdom. Ligesom det er lige så kritisabelt, at folk, der er ved deres fulde fem, og som vælger at ryge sig skæve, også risikerer straf for det. De skader ikke andre.

Derfor var det helt på sin plads, at SSW fredag i landdagen stillede forslag om at gennemføre et forsøg med at frigive cannabis. At det så udviklede sig til det, som SSWs forslagsstiller, Flemming Meyer, har benævnt som en farce, er kort og godt bare trist. FDP er for fri hash ud fra et liberalt synspunkt om, at det må folk selv styre. De Grønne har et lignende standpunkt. Begge er juniorpartnere i regeringen og har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der skal sættes et forsøg i gang i denne valgperiode. Det skrev seniorpartneren CDU under på, og nu løber CDU fra det.

SSWs forslag udstiller på det punkt en hulhed i Jamaica-regeringen, som nu har vist, at den på ingen måde lever op til sit navn. For er det noget, Jamaica er kendt for, så er det (næsten) fri hash. Skrevet halvt i spøg og så alligevel ikke, for den nuværende tilstand i Slesvig-Holsten, hvor der dobbeltmoralsk er fri adgang til det vanedannende og usunde alkohol, har en række højst ubehagelige bivirkninger. Blandt andet at man sætter politiet til at jage små fisk og lægger grossistvirksomheden i hænderne på bander, og at retsvæsenet må bruge store ressourcer på et område, der delvist er overflødigt.

Fri hash er ikke en gratis omgang. Ikke mindst unge kan komme ud på en glidebane, der fører til et misbrug af hårde stoffer. Et forbud er et klart signal og afskrækker givetvis en del fra at indtage stoffet. Men et forsøg i Slesvig-Holsten kan medvirke til at give erfaringer om, hvordan forbrug af cannabis vil udarte sig på et friere marked. Der er ingen lette løsninger. Men med den hidtidige praksis har vi fået et stort kendskab til, hvordan det ikke fungerer. Tiden er kommet til et turde en anden håndtering. Forsøg er nødvendige.

Heinz Willy Callsen er flere gange blevet fængslet for at dyrke cannabis til eget forbrug.
(Arkivfoto)

kommentar
deling del

Skriv et svar