Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Held og lykke til de sorbiske rebeller

Der var 300 samere, der stemte ved grundlæggelsen. I dag er det 80.000.
Der var 300 samere, der stemte ved grundlæggelsen. I dag er det 80.000.

Det bliver interessant at følge de sorbiske rebeller, der i weekenden fik en beskeden, men dog håndgribelig opbakning, da der var valg til en nyskabelse i folkegruppen: et parlament. Nogen større demokratisk legitimitet har tinget ikke endnu, da kun knap 1000 af folkedelens angiveligt 60.000 medlemmer stemte. Men det er en begyndelse. Lige som der i Sydslesvig kan konstateres et demokratisk underskud i sideordnede organisationers stadige kappestrid om midler og indflydelse, gør det sig også gældende i Ober- og Niederlausitz, hvor det slaviske folkeslag sorberne har hjemme.

Folk flest gider ikke rigtigt forandringer. Især ikke i fede tider. Kniven skal på struben, krybben skal være tom, før et træt system kan brydes ned, og noget nyt kan bygges op. Sådan er udviklingens inerti. Sorberne har kniven for struben. Der er ikke noget moderland i nærheden til at komme med donationer og kulturelle og sproglige saltvandsindsprøjtninger. De har den ulykke at bo oven på brunkul, hvilket har sat yderligere gang i assimileringen, hver gang borgerne blev og bliver sendt ud af deres hjemstavn og til den nærmeste større by.

Derfor skal der kæmpes fra hus til hus år ind og år ud for at fastholde en kritisk masse i mindretallet. Mange har ikke hjerteblodet til det. Tidens globalisering og digitalisering invaderer før ret så vandtætte grænser og udhuler kulturen indefra. Resultatet bliver et skelet af organisationer uden kød og blod. Derfor er det forfriskende med et oprør, der manifesterer sig i noget så konkret som et parlament, der forsøger at slå bro over det faktum, at folkedelen består af både protestanter og katolikker og har hjemme i to delstater. Den sydslesvigske erfaring er, at vage initiativer snakkes ihjel i toppen af organisationerne. Hensynet til helheden lider.

Det er langt fra landsbytosser, der har grebet initiativet og etableret parlamentet. Talsmand Martin Walde har i mange år arbejdet med kultur i sorbernes paraplyorganisationen Domowina, der nu er under angreb, og som selvfølgelig tordner mod oprørerne. De fortsætter ufortrødent og vil snart fremlægge en forfatning. De peger på tyskerne i Ungarn og samerne i Skandinavien, der begge har parlamenter som et demokratisk fundament.

– Der var 300 samere, der stemte ved grundlæggelsen. I dag er det 80.000, siger Martin Walde til Deutschlandfunk. Både Domowina og de angiveligt mange modstandere i folkedelen er robuste og snusfornuftige nok til håndtere magtkampen.

Lad den bedste model vinde.

kommentar
deling del

Skriv et svar