Single Daily
af
AS
Anker Simonsen

Over 1000 mennesker vil hjælpe kræftramt dreng som donorer

Frivillige brandmænd fra tre værn, medlemmer af idrætsforeninger og mange andre stod lørdag i kø for at blive testet, om de som stamcelledonorer kan blive redningen for den leukæmi-ramte 7-årige elev på Bredsted Danske Skole.
Frivillige brandmænd fra tre værn, medlemmer af idrætsforeninger og mange andre stod lørdag i kø for at blive testet, om de som stamcelledonorer kan blive redningen for den leukæmi-ramte 7-årige elev på Bredsted Danske Skole.

Borgmester Christian ­Schmidt havde bestilt 1000 frikort til friluftsbadet i Bredsted. De var tænkt som et ekstra incitament for folk til at lade sig registrere i DKMS (det tyske center for knoglemarvsdonorer) som mulige stamcelledonorer for den 7-årige leukæmiramte Kilian Joel Backes fra Struckum. For eleven på Bredsted Danske Skole er en donor overlevelsesvigtig.

Til borgmesterens store glæde havde han været for pessimistisk. Faktisk fik han brug for 1.126 frikort, og det var en stor glæde for ham at skulle ud at skaffe flere frikort.

Han havde også straks slået til, da Alexa Walter-Henningsen bad ham om at blive protektor for aktionen. Hun er en veninde af Kilians forældre, og hun trak på alle venner og bekendte, der igen gjorde brug af deres netværk for at vække opmærksomhed om kampen for at skaffe donorer for Kilian eller andre leukæmi-ramte.

– En af Kilians lærere går på det gymnastikhold, hvor jeg er instruktør, og sådan erfarede jeg det, forklarede Gesche Matz fra Bordelum, der sammen med sin mand, Rüdiger, lod sig registrere.

– Jeg nærmer mig ganske vist aldersgrænsen på 55 år for donorer, men der er stadig en chance for at jeg kan hjælpe, og det er jo netop for at hjælpe andre, at man bliver frivillig brandmand, fortæller Rüdiger Matz, der som en del andre i salen var i uniform. Medlemmerne af de frivillige brakdværn i Breklum, Struckum og Bredsted var mødt talstærkt frem.

– Da vi drøftede en samlet deltagelse, kom det frem, at nogle allerede var registreret. Det øgede blot viljen til at være med, forklarer Rüdiger Matz.

Ingelore Petersen, leder af AWOs brugttøjsstue i Bredsted, er blandt dem, der har passeret aldersgrænsen for at hjælpe direkte som donor. På vegne af AWO havde hun et pænt pengebeløb med, der skulle bidrage til at betale for laboratorieundersøgelserne af de mange mundslimhindeprøver.

Foruden pengene havde hun også en blomst med. Den var til hendes nabo og veninde Anke Düwel, der brugte sin fødselsdag på at hjælpe med registreringen af donorer.

I sidste uge var der også fælles skolefest for de danske og tyske elever i Bredsted. Fra byen er der gaver til eleverne, men de danske elever bad i år om, at pengene til gaver til dem i stedet blev givet til støtte for Kilian og hans familie.

kommentar
deling del

Skriv et svar