Single Daily
af

May-Britt Petersen

Borgmester om aktionsdag: – Man har mulighed for at redde et liv

Arrangørerne håber på, at mange kommer til den store aktionsdag i Bredsted i dag, lørdag, hvor håbet er at finde en stamcelledonor for den 7-årige Kilian, der er ramt af leukæmi. Også Bredsteds borgmester støtter op om aktionen.
Arrangørerne håber på, at mange kommer til den store aktionsdag i Bredsted i dag, lørdag, hvor håbet er at finde en stamcelledonor for den 7-årige Kilian, der er ramt af leukæmi. Også Bredsteds borgmester støtter op om aktionen.

– Kære nordfrisere, kære slesvig-holstenere, vi har brug for jeres hjælp. Sådan indleder Bredsteds borgmester, Christian Schmidt, en video, hvori han opfordrer alle til at lade sig teste som stamcelledonor ved aktionsdagen i Bredsted i dag, lørdag. Håbet er, at man igennem aktionen kan finde en knoglemarvsdonor til den 7-årige Kilian Joel Backes, der går i første klasse på Bredsted Danske Skole og er ramt af leukæmi.

Ud over borgmesteren, der fungerer som protektor for dagen, har rigtig mange folk fra lokalområder allerede tilkendegivet, at de støtter op om aktionen.

– Vi har fået rigtig mange tilbagemeldinger fra folk, der vil komme og støtte op om aktionen. Det fortæller Alexa Walter-Henningsen, der planlægger den store aktionsdag.

Det afgørende er, at der kommer så mange som muligt for at blive testet som stamcelledonor. Men også selv om man allerede er registreret eller ikke er egnet som donor, kan man få en masse ud af at deltage i aktionen.

Arrangørerne har nemlig stablet et mangfoldigt program på benene, således at der er sørget for underholdning til alle aldersgrupper. De mindste kan blandt andet glæde sig over en hoppeborg, mens resten af familien kan glæde sig over musikalsk underholdning ved Jan-Marten Block, en opvisning af redningshundene fra det Røde Kors i Niebøl og en udstilling af modelfly.

Bliver man registreret som donor, kan man som bonus se frem til en lille gave fra Bredsted Kommune. Alle, der bliver testet, får et gavekort til en dag i friluftsbadet i Bredsted.

– Men det er kun en lille tak. Meget vigtigere er, at man har mulighed for at redde et liv, fastslår borgmester Christian Schmidt.

Aktionen foregår i BGS-hallen i Bredsted (Dörpumer Straße 14) og går fra klokken ti til 15. Der kører busser fra Norderheide Klinik og markedspladsen til BGS-hallen.

Kilian er blevet svækket af kemoterapien, men han kæmper tappert, fortæller en veninde af familien. Privatfoto

kommentar
deling del

Skriv et svar