Single Daily
af

Lennart Adam

SG-kampen er kun for de få

Rettighederne til at transmittere håndbolddysten på søndag ligger hos SKY. Derfor er der kun få steder med public viewing i fjordbyen.
Rettighederne til at transmittere håndbolddysten på søndag ligger hos SKY. Derfor er der kun få steder med public viewing i fjordbyen.

Har du en af de 6500 billetter til håndboldkampen mellem SG Flensburg-Handewitt og Frisch Auf Göppingen? Så hører du til de få, der kan følge dramaet live.

Rettighederne til at vise kampen kl. 15 søndag eftermiddag ligger hos tv-selskabet SKY, og da der er mange penge i sport, er de herfra meget påholdende med at sælge ud af deres abonnementer. Men nogle har licens til at vise kampen, og søndag kører de storskærm, tv-apparater og lærreder i stilling og inviterer håndboldfans indenfor for at følge dramaet, der kan ende med, at SG bliver tysk mester.

Ikke uventet har to store sportsklubber i fjordbyen en licens. Det er mindretallets DGF, der er hjemmehørende på pladsen ved Idrætsparken, og byens store klub, TSB, foreningen, hvor SG har hjemme (stammverein), og her er begge steder åbent hus.

– Vi er klar i klubhuset kl. 15, når kampen fløjtes i gang, og alle er velkommen til at slå sig ned hos os og følge med, lyder det fra chefen i DGF-klubhuset under Dansk Gymnastikforening, der ligger med front ud mod årsmødepladsen.

– I »Turners« sidder vi også parate med tændt tv, og her på Eckenergade, i klubbens lokale og bar, er der ingen, der skal vise medlemskort for at komme ind, siger direktør i TSB, Imke Blossei, der regner med en kanon stemning i løbet af eftermiddagen.

Det gør de også i Hotel Alte Post, der stiller skærme op i pubben, om nødvendigt også i lobbyen, og her forventer de et stort rykind til sådan en vigtig kamp.

Gratis fadøl

I pubben Klähblatt, det tidligere Irish Pub på Skibbroen, bliver der også skruet op for billeder og lyd, og her har ejeren, Ali Düsmez, bestilt 100 liter fadøl, der udskænkes gratis, hvis altså kampen ender med en sejr.

Et par huse længere nede, i spillehallen Tipico, står døren også åben, for selv om de her er mest til væddemål og fodbold, er søndag dog en helt særlig dag.

Håndboldfans kan komme med på en lytter uden for FlensArena og på bænkene i byens nye olivenlund, Olive trifft Punschwald, der ligger ved siden af Det tyske Hus.

– Desværre har vi ikke rettighederne til at vise kampen, men vil løbende fortælle om stillingen under kampen, siger Susanne Knorr fra Förde Show Concept.

Heller ikke biografen UCI ved Zob, der har vist mange kampe gennem tiden, har åben på søndag.

– Vi lukkede vores Sportsbar for nogen tid siden. Besøget var for ringe, og det kunne ikke svare sig for os, fortæller teaterleder Matthias Wedekind.

Rettighederne til at transmittere håndbolddysten på søndag ligger hos SKY. Derfor er der kun få steder med public viewing i fjordbyen. Foto: Tilla Rebsdorf

Rettighederne til at transmittere håndbolddysten på søndag ligger hos SKY. Derfor er der kun få steder med public viewing i fjordbyen. Foto: Tilla Rebsdorf

kommentar
deling del

Skriv et svar