Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Så trækkes 30erne frem igen

Meningen er god nok i »Adressaten ubekendt« på Det Lille Teater i Flensborg. Men når teatret trækker paralleller til nutiden, bliver det hele forudsigeligt.
Meningen er god nok i »Adressaten ubekendt« på Det Lille Teater i Flensborg. Men når teatret trækker paralleller til nutiden, bliver det hele forudsigeligt.

»Adressaten ubekendt« er essensen af teologen Martin Niemöllers kendte digt om, hvordan diktaturet i Nazi-Tyskland fjernede sine ideologiske og politiske modstandere:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.

Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.

Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.

Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.

Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Hvor meget kan vi overføre fortidens erfaringer i en nutid? Spørgsmålet melder sig, når man ser »Adressaten ubekendt« på Det Lille Teater Flensborg. (Foto: Lars Salomonsen)

Hvor meget kan vi overføre fortidens erfaringer i en nutid? Spørgsmålet melder sig, når man ser »Adressaten ubekendt« på Det Lille Teater Flensborg. (Foto: Lars Salomonsen)

Katherine Kressmann Taylors bog fra 1938 er dog tilsat et hævnmotiv, der i fortællingen får en pædagogisk virkning. Kortromanen refererer en fiktiv brevveksling mellem den jødiske kunsthandler Eisenstein i USA og hans tidligere forretningspartner, Schulse, der er vendt tilbage fra USA til Tyskland. Korrespondancen viser, hvordan Schulse bid for bid hopper med på nazismens vogn, kapper forbindelserne til Eisenstein, afviser at hjælpe Eisensteins søster, der midt i jødeforfølgelserne gør karriere som skuespiller i Nazi-Tyskland, og til sidst bliver et offer for nazisterne – som følge af Eisensteins pay-back.

Det Lille Teater Flensborg bruger kortromanens stof til en teaterforestilling med Flemming Rasmussen og Jon Sønderby i rollerne som de to brevvekslende, henholdsvis Eisenstein og Schulse. På skift ser vi brevskribenten læse højt af sit brev ved sit skrivebord, mens adressaten sideløbende spiller den læsende modtager.

I princippet ganske velegnet til teater, men selv om romanen er kort, kan handlingen også virke langtrukken på en scene. Det kompenseres der delvist for med musikalske indslag af Hans Jakob Jessen, som sidder bagest på scenen, originale radiooptagelser med Hitler og rigspropagandaminister Goebbels samt billeder på en skærm.

En repræsentativ undersøgelse, som den tyske Körber-fond har taget initiativ til, afslører den alvorlige kendsgerning, at kun 59 procent af de tyske skoleelever ved, hvad Auschwitz var. Der er altså fortsat et massivt behov for oplysning ikke blot i undervisningen, men også i kulturlivet. Og ikke kun over for børn og unge.

Schulse begynder så småt at smage sin egen medicin. Fra at være 
pro-nazistisk bliver han et offer for nazismen. (Foto: Lars Salomonsen)

Schulse begynder så småt at smage sin egen medicin. Fra at være 
pro-nazistisk bliver han et offer for nazismen. (Foto: Lars Salomonsen)

Historien for lang og præsentationen triviel

Det Lille Teaters forestilling burde dog have været strammet op og forkortet, hvis meningen er, at den for eksempel skal appellere til skoleklasser. Skuespillet er o.k., men historien er for lang. Så meget kød er der heller ikke på fortællingen.

Desværre bliver præsentationen af stykket også triviel i Det Lille Teaters løbeseddel til stykket. Heri hedder det, at:

»stykket er desværre alt for aktuelt også i dag, hvor vi næsten dagligt hører om overgreb mod flygtninge, indvandrere og andre minoriteter samtidig med, at nationalistiske og fremmedfjendtlige holdinger breder sig langt ind i de demokratiske partier og åbent højreradikale partier repræsenteres i de nationale parlamenter«.

Såmænd. Nu skal man være meget varsom med historiske paralleller. Vi hører også om anslag mod fredelige, velfungerende og demokratiske samfund fra mennesker, der er kommer til disse samfund udefra. Vi hører om reelle og konkrete problemer med integration, problemer som fremtrædende medlemmer af selv socialdemokratierne for 10-20-30 år siden blev pariaer i deres partier ved at påpege og venstreradikale partier, hvis ypperste bud er en indvandring af et omfang, som et flertal i de demokratiske nationalstater ikke ønsker. Nytilkomne, der i virkeligheden ikke vil de liberale-demokratiske samfund. Og så videre. Bare for nuancernes skyld.

Problemerne i 2017 er komplekse og indbyder til nuancer. Der er nok af aktuelle udfordringer og dilemmaer at tage fat på for aktører i et kulturlivet, der præges af forudsigelighed og et lavt ambitionsniveau.

Måske en af grundene til, at der blot dukkede cirka 12 mennesker op til selv premiereforestillingen.

Det Lille Teater Flensborg: Adressaten ubekendt – af Katherine Kressman Taylor. Iscensættelse: Leif Mikkelsen. Musik. Hans Jakob Jessen. Teknik: Jens Klastrup og Oliver Lemke-Lohnert. Sidste spilledato: 16. november.

Schulse og Eisenstein (Jon Sønderby og Flemmning Rasmussen) udveksler breve over Atlanten i 1932 og halvandet års tid frem. De ejer i fællesskab et galleri i San Francisco. Schulse savner sit fædreland og er flyttet til München med sin familie, og Eisenstein passer forretningen i USA. (Foto: Lars Salomonsen)

Schulse og Eisenstein (Jon Sønderby og Flemmning Rasmussen) udveksler breve over Atlanten i 1932 og halvandet års tid frem. De ejer i fællesskab et galleri i San Francisco. Schulse savner sit fædreland og er flyttet til München med sin familie, og Eisenstein passer forretningen i USA. (Foto: Lars Salomonsen)

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar