Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPDs overraskende optur

SPD har ved de sidste delstatsvalg og senest forbundsdagsvalget lidt en række nederlag. Men i Niedersachsen ser partiet ud til at gøre et comeback.
SPD har ved de sidste delstatsvalg og senest forbundsdagsvalget lidt en række nederlag. Men i Niedersachsen ser partiet ud til at gøre et comeback.

For SPD er det mest gået ned i år:

Et uventet tab af regeringsmagten i Kiel sammen med SSW og De Grønne. Og noget af en blodtud til forbundsdagsvalget sidst i september. Lige siden har socialdemokraterne slikket deres dybe sår. Men på søndag kan nedturen måske være slut. Ved delstatsvalget i Niedersachsen står den ellers ude-dømte ministerpræsident Stephan Weil (SPD) til et imponerende comeback.

Da han i august måtte haste-udskrive valget, fordi han mistede sit flertal på grund af en grøn afhopper, stod Weils SPD 12 procentpoint dårligere end CDU. I den seneste måling står de konservative til 32 procent, og Weil er for første gang endda et mulehår foran med 33 procent. Oven i det billede skal lægges en tv-duel tirsdag aften de to spidskandidater imellem. Nogle politiske iagttagere mener, den sluttede uafgjort, andre ser Weil som vinder.

Læs også: Optakt til tæt valg i Niedersachsen

Man kan i hvert fald sige, at der blev givet og taget, og at vælgerne også oplevede en offensiv minisisterpræsident Weil, der kunne stå distancen på live-tv og ikke lod sig kyse af CDUs udfordrer Bernd Althusmann.


Man siger om Niedersachsen, at området politisk ofte afspejler den generelle forbunds-trend. Vælgerne i den geografisk næststørste delstat efter Bayern plejer at stemme lokalt, som de gør på forbundsplan. Den antagelse kan så kasseres. I Niedersachsen er SPD fortsat et folkeparti med en bred vælgeropbakning på over 30 procent. Ved sidste valg fik SPD 32,6 procent mod CDUs 36. Men sammen med de Grønne fik SPD alligevel et knebent flertal på et enkelt mandat.

Hvis målingerne holder stik, og med det momentum som SPD i Niedersachsen udviser, kan Weil – hvad ingen havde regnet med – måske endda fortsætte med sin hidtidige rød-grønne regering. Tæt bliver det i al fald.

Niedersachsens ministerpræsident Stephan Weil fik besøg af SPDs formand Martin Schulz under et vælgermøde i Cuxhaven. (Foto: Mohssen Assanimoghaddam/dpa)

Niedersachsens ministerpræsident Stephan Weil fik besøg af SPDs formand Martin Schulz under et vælgermøde i Cuxhaven. (Foto: Mohssen Assanimoghaddam/dpa)

SPD har kørt en kontant linje i Niedersachsen

Det interessante er, at CDU i Niedersachsen slår på nøjagtig de samme argumenter, som kollegerne i Slesvig-Holsten havde succes med i valgkampen op til den 7. maj. CDU kritiserer SPD for ikke at slå til på uddannelsesområdet, at forsømme investeringer i infrastrukturen og at negligere den indre sikkerhed.

Hvad det sidste angår, har SPD slået hårdt tilbage. Modsat kollegerne i Slesvig-Holsten har de i Niedersachsen rent faktisk kørt en kontant linje og udvist langt flere flygtninge, end partifællerne i Kiel kunne få sig til.


Tilmed er der en anden faktor til stede, som ofte afgør valg. Vælgerne vil kunne mærke et oprigtigt engagement. Og CDU har i manges øjne begået et selvmål, da den i august fældede regeringen, da man fik lokket den grønne politiker Twesten, der ellers var vraget til genopstilling, til højst usædvanligt at skifte til CDU.

Læs også: Nyvalg i Niedersachsen den 15. oktober

Det har vakt harme hos den almene vælger. Mistanken om aftalt spil kan være ukorrekt, men folkestemningen er ubønhørlig. Tilmed har forløbet op til dette valg i utide i Hannover og omegn vakt en kampgejst uden lige hos SPD og De Grønne. På de sociale medier argumenteres der løs under mottoet #jetzterstrecht (især nu) og på valgmøder emmer det af kampgejst, fordi socialdemokrater og Grønne føler sig snydt. Vælgerne er derfor også klar over, at tidens løsen – en Jamaica – i Hannover er utænkelig på grund af Twesten-affæren. På den anden side er det umiddelbart usandsynligt, at CDU sammen med FDP kan få flertal, da AfD også i Niedersachsen kommer ind, omend med relativt beskedne 6-7 procent.

Skulle SPD gå hen og blive »genfødt« i den vigtige delstat Niedersachsen, vil stimen af konservativ fremgang være brudt. SPD vil igen tro på fremtiden også på forbundsplan i Berlin. At to så afgørende partier fortsat kan holde hinanden i skak, skal vi ikke være kede af. Også gerne andre steder end i Niedersachsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar