Single Daily
af

Thomas Schumann

Optakt til tæt valg i Niedersachsen

Den 15. oktober er der delstatsvalg i Niedersachsen. Meningsmålinger viser et knapt forspring til CDU foran ministerpræsident Stephan Weil.
Den 15. oktober er der delstatsvalg i Niedersachsen. Meningsmålinger viser et knapt forspring til CDU foran ministerpræsident Stephan Weil.

Lige som et valg i Tyskland er overstået, er der lagt op til et nyt; den 15. oktober er der nyvalg i delstaten Niedersachsen. Men i modsætning til forbundsdagsvalget, står det på ingen måde klart, hvem der får vælgernes gunst.

I Niedersachsen er det SPD og De Grønne der sidder i regering, med ministerpræsident Stephan Weil (SPD) i spidsen. Udfordreren til posten som ministerpræsident hedder Bernd Althusmann (CDU).

Ifølge den seneste meningsmåling er afstanden mellem SPD og CDU skrumpet ind siden forbundsdagsvalget. CDU står godt nok til at blive det stærkeste parti i delstaten med 35 procent af stemmerne, men SPD er lige i hælene på kristendemokraterne med 34 procent af stemmerne. Stephan Weil vejrer morgenluft og tror SPD kan overhale CDU, mens Bernd Althusmann er mere forsigtig og spår sit partis chance for valgsejr til at være 50-50.

Det er ikke første gang, der er lagt op til en valggyser i Niedersachsen. Ved det sidste landdagvalg i 2013, fik Stephan Weil flertal til sin rød-grønne koalition med blot 334 af de afgivne stemmer. Dermed havde koalition ét mandats flertal i delstatsparlamentet.

CDUs spidskandidat, Bernd Althusmann (t.v.) og ministerpræsident Stephan Weil (t.h.) fra SPD. (Foto: Julian Stratenschulte/dpa)

CDUs spidskandidat, Bernd Althusmann (t.v.) og ministerpræsident Stephan Weil (t.h.) fra SPD. (Foto: Julian Stratenschulte/dpa)

Partihop udløste nyvalg

Det ændrede sig pludseligt i august, da et parlamentsmedlem fra De Grønne – Elke Twesten – skiftede parti til CDU. Partihoppet udløste det kommende nyvalg og har forgiftet CDUs forhold til SPD og De Grønne.

Meningsmålingerne tegner ikke godt for hverken en rød-grøn (SPD og De Grønne) koalition eller en sort-gul (CDU og FDP). I det tilfælde Bernd Althusmann vinder, står han med to svære muligheder; en koalition med SPD eller en Jamaica-koalition med FDP og De Grønne.

Læs også: Rød-grønne mister flertal i Niedersachsen

Stephan Weil er imidlertid skeptisk overfor en stor koalition med CDU. På papiret kan ministerpræsidenten danne en koalition med FDP og De Grønne, hvis FDPs formand Stefan Birkner kan overtales til det. Skulle Die Linke klare spærregrænsen på fem procent, ville en rød-rød-grøn (Die Linke, SPD og De Grønne) regering være inden for rækkevidde.

Alternative für Deutschland spiller til sammenligning med forbundsdagsvalget en lille rolle. Det skyldes skænderier i AfDs delstatsgruppe og vælgernes loyalitet overfor SPD og CDU, forklarer politiske eksperter. Det højreorienterede parti fik i Niedersachsen 9,1 procent af stemmerne til forbundsdagsvalget, men står til kun at få seks procent ved landdagsvalget. Dermed ligger partiet tæt på spærregrænsen.

kommentar
deling del

Skriv et svar