Single Daily
af

Kasper Skovse

Fra 2021 kan elever skippe matematik på A-niveau

Matematik på A-niveau i gymnasiet er obligatorisk, og det har været årsag til elevflugt fra de sydslesvigske gymnasier. Reformudspil gør det muligt at vælge lavere niveau. Det glæder elever og Skoleforeningen.
Matematik på A-niveau i gymnasiet er obligatorisk, og det har været årsag til elevflugt fra de sydslesvigske gymnasier. Reformudspil gør det muligt at vælge lavere niveau. Det glæder elever og Skoleforeningen.

Nu skal det være slut med gymnasieelever, der møder til Matematik A-eksamen med en pude under armen, fordi de har opgivet på forhånd.

– Jeg kender flere, som ved, at de aldrig når op på 45 procent. De snakker om at lægge sig til at sove ved eksamen. For hvorfor anstrenge sig, hvis du ved, at du alligevel dumper, siger elevrådsformand Mats Rosenbaum fra Duborg-Skolen.

Han er med i elevrådsorganisationen Landesschülervertretungen Schleswig-Holstein, og han kender til flere end 7000 gymnasieelever i Bayern, der for nylig underskrev et krav om at fjerne obligatorisk Matematik A, fordi faget er for svært. Gymnasieeleverne i Slesvig-Holsten har samme holdning. Eleverne tager derfor godt imod et forslag til ny gymnasiereform, som undervisningsminister Karin Prien (CDU) for nylig har fremlagt.

I udspillet skal fagene dansk, tysk og matematik fortsat være kernefag på de danske gymnasier, som alle elever har obligatorisk i alle tre år. Fremover vil eleverne dog i slutningen af 11. årgang skulle vælge, om de ønsker at have matematik eller tysk på højt niveau. Det betyder, at gymnasieeleverne fra skoleåret 2021/22 kan vælge matematik på et lavere niveau, hvor der er mundtlig eksamen og kun undervises tre og ikke fem timer om ugen.

Skoleforeningen tager også godt imod reformudspillet. Matematik A har været medvirkende årsag til elevflugt over grænsen fra de to sydsles-vigske gymnasier, og rektorkredsen og skoleforeningen håber, at en større andel af de sydslesvigske elever med reformen bliver i Sydslesvig.

– Det forventes, at en stor del af eleverne på de sydslesvigske gymnasier vil vælge matematik med tre ugentlige lektioner, siger områdeleder for gymnasierne i Skoleforeningen, Olaf Runz.

Leon Bossen, elev på 13- årgang på Duborg-Skolen, overvejede selv at krydse grænsen, men han ville trods alt ikke forlade sin gode klasse.

– Det er tragisk, at reformen først kommer nu. Der er mange elever fra Sydslesvig, der har valgt danske gymnasier, fordi de der kunne nøjes med matematik på C-niveau, siger Leon Bossen.

– Jeg klarer mig fint og får ettaller i mange andre fag, mens jeg kun lige får fire og undgår at dumpe i matematik. Og sådan går det osgå mange andre. Det er en god reform med gode ideer, hvis en i øvrigt god studentereksamen ikke ødelægges, fordi man ikke er matematisk anlagt.

kommentar
deling del

Skriv et svar