Single Daily
af

Rasmus Meyer

20.000 lønmodtagere i 
Flensborg trues af fattigdom

Ifølge NGG, en fagforening for ansatte i hotel- og restaurationsbranchen og i fødevarebranchen, kan 
omkring 20.000 lønmodtagere i Flensborg se frem til en alderdom i fattigdom.
Ifølge NGG, en fagforening for ansatte i hotel- og restaurationsbranchen og i fødevarebranchen, kan 
omkring 20.000 lønmodtagere i Flensborg se frem til en alderdom i fattigdom.

– Tallene er alarmerende. De viser, hvor store udfordringerne er.

Det siger Martin Lorenzen, Sydslesvigsk Vælgerforenings (SSW) landssekretær og medlem af byrådet i Flensborg, efter at det er kommet frem, at omkring 20.000 lønmodtagere i Flensborg kan se frem til en pensionisttid i fattigdom.

Det er fagforeningen NGG (Nahrung-Genuss-Gaststätten), der repræsenterer ansatte i hotel-, restaurant- og fødevareerhvervet, der mener, at omfanget er så stort. Fagforbundet baserer prognosen på ansættelsesforholdene i branchen og udviklingen af pensionsniveauet.

– Hvis udviklingen fortsætter som nu, vil omkring 20.000 af de ansatte i Flensborg få en pension, der ligger under det offentliges grundbeløb, vurderer NGG.

Ifølge deres beregninger udgør antallet af truede medarbejdere 39 procent af alle ansatte i Flensborg. De vil ikke kunne leve af deres pension og er dermed truet af fattigdom.

Uden indflydelse

Martin Lorenzen er rystet over de tal, som NGG lægger frem. Men samtidig er der ikke meget, som Flensborg Kommune kan gøre for at styre imod udviklingen.

– Politisk set handler det om pensionernes størrelse og mindstelønnen. Det er forbundspolitik. Vi kan som kommune sikre, at offentligt ansatte får ordentlige arbejdsvilkår. Og vi kan stille krav ved offentlige licitationer. Men mere kan vi ikke gøre, siger Martin Lorenzen.

Den eneste måde til at få vendt udviklingen på er at tage det op på delstatsplan, så det derfra kan tages videre til Berlin.

– Det gør SSWs landdagsgruppe også, men det er en lang vej, før det lykkes, siger Martin Lorenzen.

Bevægelse i branchen

Finn Petersen, chefen fra NGG i Flensborg, kalder tallene alarmerende, og han opfordrer derfor branchen til at satse mere på faste arbejdskontrakter og til at betale de ansatte efter de gældende overenskomster.

I brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Dehoga Schleswig-Flensburg, mener formand Hans-Peter Hansen, at kritikken ikke tager højde for udviklingen og vilkårene i branchen.

– Mange steder er der brug for fleksible medhjælpere, der hurtigt kan træde til, når antallet af gæster stiger. Flere af dem får efterfølgende faste kontrakter, og mange steder betales efter overenskomsten. Samtidig må man ikke glemme, at i en by som Flensborg er det især studerende, der tjener lidt oveni. De kan ikke arbejde på fuldtid, fordi de gør det ved siden af deres uddannelse, siger Hans-Peter Hansen.

 

ABONNEMENTSTILBUD

Flensborg Avis digital + tablet + cover*

iPad 2018 eller Samsung Galaxy Tab A 10.5

Læs Flensborg Avis når og hvor du har lyst. Få avisen som e-avis i 24 måneder og vælg mellem en iPad inkl. cover og en Samsung Galaxy Tab A 10.5 inkl. cover.

Pris pr. måned 23,- euro / 195,- kroner

Engangsbetaling 100,- euro / 750,-
*Så længe lager haves

 

Klik på den tablet du ønsker at få.

kommentar
deling del

Skriv et svar