Single Daily
af
AM
Annelise Mølvig

140 malkekøer, fire spændende tillidsposter – og både ski- og sommerferie

Ingrid van den Hengel er landmand. Hendes livsmotto er, at hun selv, hendes dyr og hendes to elever skal have det godt. Hun følger hver enkelt ko nøje via computeren, både hvordan dens fordøjelse er, og hvordan mælken er, og hun er begejstret for teknologien, der hjælper hende med at passe dyrene.
Ingrid van den Hengel er landmand. Hendes livsmotto er, at hun selv, hendes dyr og hendes to elever skal have det godt. Hun følger hver enkelt ko nøje via computeren, både hvordan dens fordøjelse er, og hvordan mælken er, og hun er begejstret for teknologien, der hjælper hende med at passe dyrene.

Markante holdninger og flammende engagement serveret på synnejysk med hollandsk accent. Sådan er Ingrid van den Hengel. Hollandsk født og landbrugsuddannet, men købte Lendemark i Bylderup-Bov i 1993.

Ved siden af landbruget sidder hun i Landbo Syds bestyrelse som eneste kvinde. Hun er også med i Realdanias Landbrugsdebatkomite sammen med akademikere, godsejere og en enkelt hofjægermester. Desuden sidder hun i Arlas repræsentantskab og i Arlas Area Council, der rådgiver Arlas bestyrelse om danske landbrugsproblemer.

I staldene og på marken foran går der sortbroget malkekvæg.

– Jeg er opvokset med sortbroget. Det bliver man præget af, siger hun og afviser enhver tanke om jersey eller andre malkeracer.

Selv om hun er mælkeproducent, malker hun ikke.

I de store stalde går malkekøerne frit. En er gået ind i mælkerobotten, der søger for først at vaske yver og patter, dernæst selv kan finde ud af at sætte pattekopperne på, så koen bliver malket. En anden står og venter på, at det bliver dens tur, mens en tredje har stillet sig hen under roterende børste for at få massage på skuldrene og ryggen.

– Nogle går ind i malkerobotten fire gange i døgnet, andre måske kun to gange, forklarer Ingrid van den Hengel. Hun følger malkningen og mælkekvaliteten på sin computer. Er der problemer, får hun en alarm på sin telefon – og så slipper hun alt, uanset om hun er til fest eller andet.

Ingrid van den Hengels gård ligger i Bylderup-Bov. Jordene har hun forpagtet ud, så hun udelukkende skal tage sig af dyrene. Foto: Sven Geißler.

Ingrid van den Hengels gård ligger i Bylderup-Bov. Jordene har hun forpagtet ud, så hun udelukkende skal tage sig af dyrene. Foto: Sven Geißler.

En sej superko

De 140 køer producerer 1,6 millioner liter mælk om året. Yndlingskoen er nummer 1907. Den har fået fem kalve og efter hver kalv leveret mere end 20.000 liter mælk, men det er ikke kun koens præstation i malkerobotten, der har fået Ingrid van den Hengel til at holde ekstra meget af hende.

– Hun er en sej ko. Hun er helt sin egen og hviler fuldstændigt i sig selv, lyder det fra kvægavleren. Hun går blandt køerne for at finde 1907. Da det lykkes, lokker hun den over mod avisens fotograf. Sindigt lader 1907 sig dirigere, indtil lige før den er nået hen til rækværket og kameraet. Her vender hun om. Ignorerer fuldstændigt Ingrid van den Hengel og hendes dirigeren og går bare helt roligt tilbage til det sted, hun kom fra.

– Køer har personlighed, siger Ingrid van den Hengel med kærlighed i stemmen.

Hun er 51 år, fraskilt, alene med tre børn på 14, 16 og 17 år og har markante holdninger til, hvad et godt liv er for hende, og hvad et godt landmandsliv er i dag.

– Der er en opfattelse inden for branchen om, at du kun er dygtig, hvis du knokler dig halvt ihjel. Det er forkert, og det er forkert at sende et signal om, at man skal arbejde hele tiden. Hvis man planlægger fornuftigt, kan man sagtens være med til sociale arrangementer og holde ferie, siger Ingrid van den Hengel og siger, at det er på den måde, hun finder tid til at alt sit bestyrelsesarbejde og til at være sammen med sine børn.

De golde køer, det vil sige de køer, der ikke giver mælk, fordi de snart skal kælve, får én sags foder, mens de køer, der lige har kælvet, går i rolige omgivelser og får en anden slags foder for hurtigt at komme til hægterne. Foderet består af blandinger af majs- og græsensilage, korn, sojaskrå og rapskager. De sidste to er restprodukter fra soja- og rapseolieproduktion. Dertil får de vitaminer og mineraler, også afstemt efter deres behov. Foto: Sven Geißler.

De golde køer, det vil sige de køer, der ikke giver mælk, fordi de snart skal kælve, får én sags foder, mens de køer, der lige har kælvet, går i rolige omgivelser og får en anden slags foder for hurtigt at komme til hægterne. Foderet består af blandinger af majs- og græsensilage, korn, sojaskrå og rapskager. De sidste to er restprodukter fra soja- og rapseolieproduktion. Dertil får de vitaminer og mineraler, også afstemt efter deres behov. Foto: Sven Geißler.

Familien tager hvert år på skiferie sammen, og i år skal de holde sommerferie i Montenegro. Derudover kommer besøg hos venner og familie i Holland, blandt andet skal hun snart til sølvbryllup, og mens hun er væk, passer hendes to elever bedriften.

Da børnene var små, var de ikke i dagpleje, til gengæld arbejdede Ingrid, når børnene sov.

– Til gengæld for mine møder, der jo er min fritid, arbejder jeg i mange weekender og er ofte i stalden om aftenen, siger Ingrid van den Hengel og fortæller, at når man synes, det, man laver, er sjovt, så føles det ikke som en sur pligt.

– Der er selvfølgelig dage, hvor mælkepriserne er faldet, og en ko er syg, men man skal være optimist. Man er nødt til at glæde sig over de gode ting. Jeg har ingen chef, der kommer og siger, at jeg gør noget rigtigt godt, siger hun.

Malkerobotten bruger en laser til at finde frem til, hvor de fire patter nøjagtigt sidder. Mens robotten arbejder, spiser koen, og når malkerobotten er færdig, åbner lågen sig automatisk.Når hun er ude, kan den næste komme ind. Foto: Sven Geißler.

Malkerobotten bruger en laser til at finde frem til, hvor de fire patter nøjagtigt sidder. Mens robotten arbejder, spiser koen, og når malkerobotten er færdig, åbner lågen sig automatisk.Når hun er ude, kan den næste komme ind. Foto: Sven Geißler.

Dyrene skal have det godt

Inde ved det store rustikke metal-spisebord i køkkenet får hun en kop formiddagskaffe.

– Når man arbejder med dyr, skal man sørge for, at de har det så godt som muligt, ellers skal man ikke gøre det, siger hun og fortsætter:

– Mit mål er, at jeg får et godt liv. For at jeg kan få det, skal dyrene være sunde og raske, og medarbejderne skal trives. Når de gør det, får de mere overskud til at gøre lidt ekstra, og dyrene får det godt.

Hun driver gården sammen med to elever, begge fra danske landbrugsskoler, samt med en midaldrende mand, der kun er der få timer om ugen og er på flekstid.

– Han er meget teknisk og for eksempel god til at svejse, siger Ingrid van den Hengel, der tidligere har haft andre ansatte på flexjob.

– På et landbrug er der altid noget, man kan lave, uanset ens tilstand.

Når hun er væk, er det eleverne, der har ansvaret og passer alarmerne.

– De er her et år ad gangen. Nogle gange er jeg heldig at have dem nogle måneder igen, når de har været på skole.

Malkerobotten fortæller alt om hver ko. Computeren er koblet op på Ingrid van den Hengels telefon, så hun får besked, hvis der er et problem. Når hun er til møder eller på ferie, overlader hun ansvaret til de to praktikanter. Foto: Sven Geißler.

Malkerobotten fortæller alt om hver ko. Computeren er koblet op på Ingrid van den Hengels telefon, så hun får besked, hvis der er et problem. Når hun er til møder eller på ferie, overlader hun ansvaret til de to praktikanter. Foto: Sven Geißler.

Landmand på trods

Ingrid van den Hengel er opvokset med malkekøer. Hendes brødre og fætre er landmænd, men det var et urørligt faktum, at kvinder ikke kunne blive landmænd.

– Det var helt selvfølgeligt for mig, at jeg tog en landbrugsuddannelse. Faktisk er jeg som jordbrugstekniker bedre uddannet end mine brødre, men jeg vidste jo, at jeg ikke kunne blive landmand, fordi jeg var en pige, siger Ingrid van den Hengel og fortæller, at hun i stedet fik nogle virkelig gode job i både en landboforening og på et andelsmejeri, men det var ikke nok.

– Jeg er vokset op i en kultur af selvstændige og vidste, at jeg ikke skulle være lønmodtager resten af mine dage. Jeg kunne også have fået en butik. Det vigtigste var bare, at jeg skulle være selvstændig, siger Hengel.

Pludselig var muligheden der. I begyndelsen af 90erne var priserne på danske landbrug ikke så høje, og der var attraktive muligheder for unge landmænd for at etablere sig. Hendes lillebror og et par fætre havde allerede etableret sig i Danmark, og så tog Ingrid van den Hengel springet og blev ejer af Lendemark i Bylderup-Bov.

Der er rift blandt køerne om at få skrubbet siderne og ryggen, men ligesom ved malkerobotten stiller de sig pænt i kø. Foto: Sven Geißler.

Der er rift blandt køerne om at få skrubbet siderne og ryggen, men ligesom ved malkerobotten stiller de sig pænt i kø. Foto: Sven Geißler.

Ud over malkekøerne hører der 150 hektarer jord til, men bortset fra lidt mark foran staldene, har hun forpagtet jorden ud – men med en aftale om, at forpagteren leverer foder til hendes dyr.

– Planteavl interesserer mig ikke, og det du ikke brænder for, skal du lade andre om. Det giver det bedste resultat, siger Ingrid van den Hengel og lægger tryk på ordene.

– Man skal ikke tro, at man kan alt. Gennem samarbejde bliver vi meget bedre. Før i tiden skulle man være mindst lige så god som mændene til alt. Det er noget sludder. Mænd kan heller ikke alt.

Hun understreger dog, at rigtig mange kvinder er gode til planteavl, teknik og maskiner. Hun elsker teknologi, men gider ikke det andet.

Det samme gælder hendes bestyrelsesarbejde.

– Jeg gør det, fordi jeg brænder for det. Det er spændende. Det giver mig en energi, og jeg kan lide, at jeg kan være med til at gøre en forskel, siger Ingrid van den Hengel og fortsætter:

– Jeg kan lide at være med helt fremme, og det giver mig et kæmpe netværk, ligesom jeg får virkelig meget inspiration af de yngre landmænd, der smitter med deres engagement.

Engagementet giver sig også udslag i, at hun læser stakkevis af fagblade og følger ivrigt med i medierne.

– Alt var ikke bedre i gamle dage. Det er vildt spændende med al den information, vi via digitaliseringen kan få i dag.

En stor del af arbejdet som landmand foregår i dag foran computeren. Dertil kommer arbejdet med Ingrid van den Hengels fire tillidsposter. Foto: Sven Geißler.

En stor del af arbejdet som landmand foregår i dag foran computeren. Dertil kommer arbejdet med Ingrid van den Hengels fire tillidsposter. Foto: Sven Geißler.

Et øje på hver ko

Køerne har alle halsbånd på. De registrerer blandt andet koens fordøjelse, drøvtygningen, og resultaterne popper op på computerskærmen.

– Jeg kan med det samme se, om der er et problem, og dermed om en ko skal have ekstra omsorg. Før, da jeg bare holdt øje med dem, gik der længere tid, før jeg opdagede, hvis en ko ikke var på toppen, siger Ingrid van den Hengel.

Ligesom halsbåndet registrerer koens ve og vel, registrerer malkerobotten mængden af mælken, sammensætningen af den, og om der måske er tilløb til noget yverbetændelse. Robotten kender også hver enkelt ko, og hvordan dens patter sidder.

– Når en pat kører tør for mælk, falder robotten af, mens de tre andre stadig bliver malket. Det betyder, at koen ikke har pattekopperne på længere end nødvendigt. Det er også med til at skåne koen, siger bonden.

Ingrid van den Hengel savner at have en hund. Hun har haft flere hunde, men har indset, at hun ikke kan byde en hund det liv, hun lever nu med møder og rejser. Der er flere katte på gården, de er nødvendige for at holde bestanden af mus nede. Foto: Sven Geißler.

Ingrid van den Hengel savner at have en hund. Hun har haft flere hunde, men har indset, at hun ikke kan byde en hund det liv, hun lever nu med møder og rejser. Der er flere katte på gården, de er nødvendige for at holde bestanden af mus nede. Foto: Sven Geißler.

kommentar
deling del

Skriv et svar