Single Daily
af

Jens Nygaard

1,13 millioner underskrifter

Efter at have vundet endnu en retssag, er mindretallenes borgerinitiativ, Minority Safepack, klar til at aflevere underskrifterne til den nye EU-Kommission den 3. december.
Efter at have vundet endnu en retssag, er mindretallenes borgerinitiativ, Minority Safepack, klar til at aflevere underskrifterne til den nye EU-Kommission den 3. december.

Den nye EU-Kommis­sion med tyske Ursula von der Leyen (CDU) i spidsen er stadig ved at blive godkendt, men den kan allerede nu notere sig en arbejdsopgave, efter at den tiltræder den 1. november.

Mindretallene i Europa, der er samlet i Federal Union of European Na­tio­nalities (FUEN), har nemlig besluttet at aflevere 1.128.385 underskrifter den 3. december. De mange mennesker har skrevet under på mindretallenes borgerinitiativ, Minority Safepack. Det er et fremstød, der har til hensigt at få EU til at tage mindretallenes sag op. Mindretal er noget, som for nuværende stort set kun medlemslandene beskæftiger sig med.

– Vi vil have et godt udgangspunkt med den nye kommission, siger FUEN-præsident Lorant Vincze, der er ungarer fra Rumænien.

FUEN-præsident Lorant Vincz. Arkivfoto: Jens Nygaard.

FUEN-præsident Lorant Vincz. Arkivfoto: Jens Nygaard.

Han har selv haft et kort møde med von der Leyen og fik indtryk af, at hun er positivt indstillet over for mindretal, selv om det er et emne, hun ikke har beskæftiget sig ret meget med.

Von der Leyens hjemland, Tyskland, fører en efter FUENs mening god mindretalspolitik, og det samme kan blandt andet siges om hjemlandet for en af de tre nye næstformænd, danske Margrethe Vestager (R).

FUEN opgav tidligere at indlevere underskrifterne til den gamle kommission, som man ikke regnede med stor velvilje fra – blandt andet efter at den i første omgang nægtede at re­gist­rere borgerinitiativet.

Efter indleveringen af underskrifterne skal der laves en høring i EU-Parlamentet om sagen, og efter tre måneder skal kommissionen fortælle, hvad den agter at foretage sig. Og det kan ses, at resultaterne har været magre for de fem borgerinitiativer, der hidtil er kommet gennem hele processen.

– Men det kan ikke fortsætte på den måde. I givet fald vil befolkningen begynde at spørge sig selv, om hele systemet med borgerinitiativer er snyd. Kommissionen må bevise, at der er tale om en reel inddragelse af borgerne, siger Lorant Vincze.

Han og FUEN kan i mellemtiden notere sig endnu en sejr. For kort tid siden underkendte EU-Domstolen nemlig en klage fra Rumænien, som mente, at anerkendelsen af Minority Safepack var uretmæssig. Dermed har dommerne nu to gange sagt, at mindretal og punkterne i borgerinitiativet er inden for EUs portefølje.

FUEN er nu i fuld gang med at udarbejde de lovforslag, som man mener gerne skulle blive følgen af borgerinitiativet. De udarbejdes af en international ekspertgruppe og vil blive overgivet sammen med underskrifterne.

Samtidig går mindretallene i gang med at besøge en lang række EU-lande for om muligt at få deres støtte til fornyelsen. En gruppe fra FUEN har netop været i Litauen, og i næste uge tager Lorant Vincze og andre til Tjekkiet for at mødes med højtstående repræsentanter fra regeringen.

– Vi kan se, at EU for nuværende næsten intet gør for mindretallene. Det må vi have ændret, siger Lorant Vincze.

kommentar
deling del

Skriv et svar